Intranet slår igennem på skolerne

Skolerne har ikke kun fordoblet antallet af computere de seneste par år. De er også i fuld gang med at gøre intranettet til et centralt redskab, når lærere og elever udveksler viden og erfaringer. Og nu har mere end 1300 skoler meldt sig til intranettet SkoleIntra. Og flere melder sig til, oplyser UNI C. Den 1. og 2. marts mødes repræsentanter fra hele landet i Kolding til SkoleIntra-træf, og her vil mere end 500 deltagere fra kommuner og grundskoler drøfte brugen af intranet- og systemet med at dele viden. Dorte Olesen, administrerende direktør i UNI-C påpeger, at vidensdeling handler om mennesker, holdninger og organisering: - Og her kan teknikken i dag hjælpe meget til. Det er derfor meget positivt, at vi kan samle så mange mennesker, når det drejer sig om at videreudvikle en intranet-platform. Det handler ikke bare om at "bytte" viden, men om en proces, der påvirkes gennem organisation og ledelse, siger direktøren. UNI C er en virksomhed under Undervisningsministeriet, der udvikler it-løsninger til uddannelsessektoren. /ritzau/