Invasionen i Frankrig: Historiens største landgangsoperation

I dag er det 60 år siden, at de vestlige allierede invaderede Frankrig

- Mine kammerater havde undervejs sunget temmelig grove sange, men så snart vi nåede den franske kyst, tav alle, og der blev stille i de sidste minutter inden landingen. Det var en smuk nat, og i fuldmåneskæret kunne vi se hver eneste gren, hver eneste ko. Vandløbene var som sølvstrejf - det var fuldendt, smukt. Sådan beretter den nu 84-årige, daværende sergent Jim Wallwork om turen i svævefly ind over Normandiet, hvor han efter landingen tidligt om morgenen - i en af de mest berømte aktioner under de vestallieredes invasion i Frankrig den 6. juni for 60 år siden - bag de tyske linjer var med til at erobre broerne over Caen-kanalen og på den måde sikre invasionens østflanke. Samles for at mindes - Man tænkte ikke ret meget over noget som helst, men kunne kun sige "Gud være lovet", at man ikke blev skudt, for det hele kunne være meget værre, lyder de beskedne ord fra Jim Wallwork, som i dag med tusinder af andre veteraner og ledende politikere fra både vindere og tabere i Anden Verdenskrig samles i det nordlige Frankrig for mindes de dramatiske dage i juni 1944. Selve invasionen blev indledt umiddelbart efter midnat den 6. juni, da faldskærmsjægere fra de amerikanske 82. og 101. luftbårne divisioner blev kastet ned bag fjendens linjer ved byerne Carentin og St. Mere Eglise mod vest, mens styrker fra den britiske 6. luftbårne division skulle sikre den østlige flanke. Et stort antal af de nedkastede soldater blev dræbt, enten da deres faldskærme ikke foldede sig ud, eller da de landede i områder, som de tyske forsvarere havde oversvømmet, netop for at imødegå luftbårne operationer. 5000 fartøjer Men da dagen gryede, kunne de tusinder af tyske tropper på den omkring 100 kilometer lange strækning af Normandiets kyst med forfærdelse se en enorm armada på flere end 5000 fartøjer nærme sig den nordfranske kyst. - Er I rigtigt kloge! Så mange skibe findes simpelt hen ikke, lød kommentaren fra underkvartermester Heinrich Frömke fra den tyske motortorpedobåd "Jaguar", da han med egne øjne kunne se invasionsflåden på vej mod land. Mens krigsskibe indledte et enormt bombardement af de tyske forsvarsstillinger, hastede de fyldte landingsbåde mod land for at afskibe de første stødtropper og alle former for pansrede køretrøjer. Hertil kom at de vestallieredes flyvevåben på dette tidspunkt af Anden Verdenskrig havde et stort set totalt luftherredømme, hvilket på katastrofal vis hæmmede de tyske styrkers mulighed for at imødegå angrebet. De tyske forsvarere blev overrasket over, at invasionen skete, mens der var ebbe ved de nordfranske kyster. - Amerikanerne måtte løbe mere end 300 meter over den åbne strand - uden nogen form for dækning, mindes den dengang 18-årige menig i den tyske hær Franz Gockel, som nu har skrevet en bog om sine oplevelser. Opdelt i fem områder Selve området for invasionen var opdelt i fem enheder: På strandene med kodenavnene "Utah" og "Omaha" i vestenden var det amerikanernes opgave at etablere brohoveder, som skulle skabe basis for en hurtig fremrykning ind i land, mens strandene mod øst - "Gold", "Juno" og "Sword" var overladt til britisk-canadiske styrker. Tanken om at etablere en såkaldt "anden front" i Europa havde stået på dagsordenen, siden Tyskland i juni 1941 indledte sin raceideologiske tilintetgørelseskrig mod Sovjetunionen - selve kernen i nationalsocialismen. Den sovjetiske leder Josef Stalin opfordrede ved adskillige lejligheder sine allierede i kampen mod Tyskland, Storbritanniens premierminister, Winston Churchill, og den amerikanske præsident, Franklin D. Roosevelt, til ikke at lade Sovjetunionen stå alene i kampen mod tyskerne i Europa. Kæmpe slag Men først efter at tyskerne var drevet på en uigenkaldelig flugt i Sovjetunionen, og det totale nederlag tegnede sig i horisonten, blev beslutningen om at gennemføre en invasion i Frankrig truffet. De vestallieredes argument for at vente så længe var blandt andet, at før midten af 1944 ville man ikke besidde den nødvendige militære kraft til en så gigantisk operation. Under ledelse af den amerikanske general Dwight D. Eisenhower - den senere republikanske præsident fra 1952 til 1960 - havde forberedelserne til "Operation Overlord", invasionens kodebetegnelse, været i gang i hele første halvdel af 1944. Oprindelig var den 5. juni fastsat som startdato, men dårligt vejr bevirkede en sidste udsættelse. Tyskerne svage Normandiet blev valgt som angrebspunkt, selv om det ligger længere fra den britiske kyst end området længere mod nord ved havnebyen Calais, fordi de tyske forsvarsstillinger i Normandiet var svagere her end ved Calais. Her stod flere af de mest kampvante tyske panserdivisioner uvirksomme i flere dage efter den 6. juni, netop fordi den tyske ledelse ventede, at invasionen ville finde sted i dette område, og fordi man troede, at landgangen i Normandiet var en afledningsmanøvre. - Kæmp for at få jeres styrker i land. Kæmp for at bjerge jeres skibe, og har I kræfter til overs, så kæmp for at redde jer selv, lød den håbefulde opfordring til de ventende soldater i landgangsbådene. Kravlede op ad klipper En af de vigtigste opgaver var at tilintetgøre en formodet vital tysk stilling på toppen af de stejle klinter ved Pointe du Hoc mellem "Utah" og "Omaha". Omkring 225 amerikanske specialtropper kæmpede sig op ad de næsten lodrette skrænter med stiger og reb, og det lykkedes dem at indtage det tyske batteri, hvorefter de under store tab i to døgn modstod voldsomme tyske modangreb, inden de langt om længe fik hjælp. På alle angrebsstrandene med undtagelse af "Omaha" var de allieredes tab lavere end ventet, og fremgangen skete hurtigere end planlagt. Men på "Omaha" blev den 1. og 29. amerikanske division hæmmet i deres operationer af den meget stejle kystlinje og måtte notere sig omkring 3000 døde og sårede, 15 gange flere end på nabostranden "Utah". I alt blev der i invasionens første døgn dræbt og såret omkring 10.000 allierede soldater. Rommels fremsyn Men om aftenen den 6. juni var der allerede bragt omkring 150.000 soldater og mange tusinde køretøjer i land, og de vestallierede styrker var flere steder rykket omkring 10 kilometer ind i landet. - Tro mig Lang - de første 24 timer af invasionen bliver afgørende. Tysklands skæbne afhænger af, hvordan de forløber. Både for de allierede og for Tyskland bliver det den længste dag, sagde den legendariske tyske feltmarskal Erwin Rommel, der var kendt som "Ørkenræven" fra det tyske felttog i Nordafrika i 1941 og 1942 og nu øverstkommanderende for de tyske styrker på den nordatlantiske kyst, til sin adjudant allerede halvanden måned inden selve invasionen. Rommel fik ret, for allerede i dagene umiddelbart efter den 6. juni begyndte de amerikansk-britisk-canadiske styrker deres march ind i Normandiet. På vej mod befrielsen Skønt det endelige gennembrud først skete i midten af juli efter faldet af de vigtige byer Caen og St. Lo og den amerikanske fremrykning i Bretagne, var vejen nu banet for første fase af befrielsen af Vesteuropa, en befrielse som dog først blev afsluttet i maj året efter. Den dengang 19-årige menige faldskærmssoldat Gordon Newman fra den 6. britiske luftbårne division var med hele vejen - lige fra nedkastningen med faldskærm over Normandiet i de tidlige morgentimer den 6. juni til den endelige tyske kapitulation 11 måneder senere - selv om han blev såret under sommerens kampe i det nordlige Frankrig og var væk fra aktiv tjeneste et stykke tid. - Åh nej, sådan noget ønsker man ikke. Man kunne jo forvride sin ankel, ikke!, siger han tørt på typisk britisk vis om muligheden for, at ens faldskærm ikke åbnede sig på vej ned mod fjendekontrolleret område. /ritzau/