Energiselskaber

Investerer i elkedel

På sigt kan der blive billig varme til forbrugere ved Strandby Varmeværk

I 2009 blev det store solfangeranlæg på Strandby Varmeværk indviet. Nu er varmeværket klar med en ny investering, der skal sikre lave varmepriser. Foto: Strandby Varmeværk

I 2009 blev det store solfangeranlæg på Strandby Varmeværk indviet. Nu er varmeværket klar med en ny investering, der skal sikre lave varmepriser. Foto: Strandby Varmeværk

Bestyrelsen i Strandby Varmeværk er ikke bange for at investere. I 2009 fik man opført et stort solfangeranlæg, og nu har bestyrelsen igen haft den store tegnebog fremme. - Vi har skrevet kontrakt på køb af en elkedel til en værdi af fem millioner kroner, siger Palle Jensen, der er bestyrelsesformand i Strandby Varmeværk. Elkedlen bliver leveret i marts 2012, og vil herefter give nye muligheder for varmeværket. Varme fra vindmøller Baggrunden for investeringen skal findes i de højere luftlag. - Vindmøllerne producerer et overskud af el om natten og i weekenderne. Den overproduktion kan vi købe til en billig pris, og herfra kan elkedlen så producere varme, forklarer Palle Jensen. Ved at benytte den billige strøm fra vindmøllernes overskudsproduktion kan Strandby Varmeværk skære ned på indkøb af gas, hvor priserne er stigende. Så på sigt kan elkedlen komme forbrugerne til gode. Rimelige priser På Strandby Varmeværk håber bestyrelsesformanden, at investeringen kan være tjent ind over en femårig periode. Men det er ikke det primære mål. - I bestyrelsen arbejder vi for at sikre rimelige varmepriser i Strandby, og selvom varmeprisen stiger lidt i 2012, så håber vi på, at elkedlen kan være med til at tage toppen af de stigende gaspriser, siger Palle Jensen. Den nye investering hjælper samtidig med at holde liv i en af Palle Jensens foretrukne salgstaler. - Jeg plejer altid at sige, at det er nemmere at sælge et hus i Strandby end i Frederikshavn, fordi vi har lidt billigere varmepriser herude, siger Palle Jensen og griner.