Golf

Investeringer på golfbane - men med måde

Aabybro Golfklub har brugt mange penge på banen, men alle investeringer skal overvejes nøje.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Investeringer i grøfter og dræn har båret frugt for Aabybro Golfklub.

Her i 2007 har Aabybro Golfklub igen været herre i eget hus, efter at klubben købte golfanlægget tilbage af den daværende Aabybro Kommune. Og det har været et spændende år, hvor der er investeret i forbedringer af banen. Men alt med måde - for konkurrencen fra andre golfbaner gør, at alle investeringer skal overvejes nøje. - Vi skal tænke os godt om, konstaterer formand Niels Arne Jensen og kommer med en forudsigelse: Medlemstallet vil vige. - Det tror jeg, fordi både Ørnehøj (ved Gistrup syd for Aalborg, red), Aalborg og Øland golfklubber har åbnet ni huller mere. Og man har en tommelfingerregel om, at ni nye huller giver 500 nye medlemmer, siger Niels Arne Jensen. Det er altså ikke vigende interesse for spillet men konkurrencen fra andre nordjyske klubber, der er den største udfordring nu og fremover. - Dronninglund kommer med næste år, så vi er i et område, hvor man skal passe på, fastslår Niels Arne Jensen. Derfor er han ekstra glad for, at Aabybro Golfklubs investeringer i baneanlægget har givet gode resultater - og en konkurrencedygtig bane, kunne man tilføje. Grøfter og dræning Hele 350.000 kroner er der brugt på ekstra grøfter og dræning samt beplantning. Og pengene er givet godt ud. Udover at anlægget ser pænere ud, fungerer dræningen upåklageligt. Selv i juli, da der kom hele 130 millimeter regn. - Den investering har hjulpet os meget, konstaterer Niels Arne Jensen, der også hører rosende ord fra klubbens medlemmer og gæstespillere. En anden opgave, der har været højt prioriteret i år, er forbedring af klubhuset på Høbækgaard. På generalforsamlingen i foråret sagde medlemmerne nej til at bygge nyt klubhus på grund af den øgede konkurrence. I stedet blev det besluttet at renovere og forbedre den indre del af det nuværende klubhus, og det er nu gennemført takket være en stor frivillig indsats. 833 aktive Klubben har i dag et lyst og indbydende klubhus, som kan dække behovet over en årrække, meddeler klubben. Niels Arne Jensen fortæller, at der i dag er 833 aktive medlemmer samt nogle passive medlemmer, så der kan skrives cirka 930 navne på medlemslisten. En del af dem er nye, som i år har gennemført en uddannelse i golfklubben. Aabybro Golfklub vil igen i foråret 2008 tilbyde uddannelse for nybegyndere på klubbens golfskole.