Investeringskrav til ny minister

Trafikpolitik 21. september 2007 06:00

NORDJYLLAND: Allerede nu, inden regeringens særlige infrastrukturkommission har gjort sit arbejde færdigt, kommer den ny trafikminister Jakob Axel Nielsen (K) til at forklare, hvorfor Nordjylland risikerer at blive overset, når der skal tages stilling til de fremtidige trafikinvesteringer. NORDJYSKE Stiftstidende omtalte i går, hvordan Nordjylland, indtil nu ikke er nævnt i infrastrukturkommissionens arbejde. Både de nordjyske kommuner og Region Nordjylland har henvendt sig til infrastrukturkommissionen og talt for, at Nordjylland bliver tilgodeset bl.a. med en ny forbindelse over Limfjorden og bedre jernbaneforbindelser. Det pres bliver nu fulgt op af det nordjyske folketingsmedlem Rasmus Prehn (S), der har stillet spørgsmål til sin nordjyske folketingskollega Jakob Axel Nielsen, der i sidste uge blev ny trafikminister. - Ud fra, hvad man hører om infrastrukturkommissionen arbejde, så er risikoen, at der ikke sker investeringer i Nordjylland. Min opfattelse er, at infrastrukturkommissionen ser på investeringer ud fra et meget konservativt synspunkt. Man ser på, hvordan forholdene er nu og undlader en udviklingsmæssig synsvinkel. På den måde risikerer man, at Nordjylland bliver endnu dårligere stillet, frygter Rasmus Prehn. Han spørgsmål til ministeren lyder: -Kan transportministeren leve med infrastrukturkommissionens anbefalinger, selv om de viser sig ikke at indeholde investeringer i vej- og jernbanenet i Nordjylland? Det er nummer to spørgsmål fra Rasmus Prehn, som Jakob Axel Nielsen kommer til at besvare. Det socialdemokratiske folketingsmedlem afviser dog, at der er tale om politisk drilleri over for en folketingskollega fra Nordjylland. - Jeg stiller spørgsmålet uanset, om ministeren hedder Flemming Hansen eller Jakob Axel Nielsen. Som medlem af Folketingets trafikudvalg og som repræsentant for Nordjylland mener jeg, at det er min pligt at sikre, at landsdelens sag bliver talt, siger Rasmus Prehn. Den ny minister har nu flere spørgsmål vedrørende trafikforhold i Nordjylland at tage fat på. I sidste uge stille Rasmus Prehn spørgsmål til trafikministeren om mulighederne for el-drevne tog bl.a. til Nordjylland. Det spørgsmålet blev dog stillet dagen før, at det blev kendt, at Jakob Axel Nielsen rykkede ind i Trafikministeriet. Et par dage efter, da den ny minister var udnævnt, stille socialdemokraten Ole Stavad spørgsmål vedrørende bedre skinner og signaler for togene til Nordjylland.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...