Investorer bygger - boligforening river ned Paradoks: Ikke flere tomme boliger i Hånbæk pga. Admiralgården

FREDERIKSHAVN:48 nye andelsboliger bliver kastet ud på et i forvejen presset boligmarked i Frederikshavn ved ombygning af det gamle plejehjem i Nørregade til det private andelsboligprojekt Admiralgården. Det er kun et par måneder siden, at medlemmerne af Boligforeningen af 1945’s Hånbækafdeling besluttede at sige ja til en plan, som indebærer, at der skal bruges mange millioner til at nedrive 70 lejligheder i bebyggelsen. Udelukkende for at slippe af med det overskud af lejligheder, som er blevet en møllesten om halsen på boligforeningen. Men formanden for Boligforeningen af 1945, René Thorø, er ikke bekymret for konkurrence fra Admiralgården. - Vi har længe ventet, at der ville komme nye lejligheder i det tidligere plejehjem. Det har ligget klart, siden østffløjen blev solgt. Vi får også et udbud af nye ældreboliger ved Ingeborgvej, hvor Boligforeningen Vesterport river gamle lejligheder ned og bygger nye. Men det ændrer ikke vores situation. Der skal stadig rives 70 lejligheder ned i Hånbæk. Det indgår i første etape af renoveringsplanen, og så ser vi på situationen igen. Vi får nogle attraktive lejligheder med elevatorerer og udsigt til Pikkerbakkerne. Og fra lejligheder nærmest Hånbækcenteret bliver der havudsigt. Thorø mener, at Hånbæk henvender sig til anden befolkningsgruppe end Admiralgården. Sådan var det, da 45’s eget Midtpunktet stod klar. - Der var kun to som flyttede fra Hånbæk til Midtpunktet, siger Thorø. Han mener, Admiralgården skal appellere til en helt anden befolkningsgruppe, - Mange er mindrebemidlede og har ikke mulighed for at komme med et indskud på 350.000 kr. eller mere. Og mange af dem, der sælger deres hus, er slet ikke interesserede i at investere i en ny lejlighed, men vil helst være fri for nye forpligtelser og vedligeholdelse. Thorø tror derfor ikke sorteper havner i boligforeningen i form af flere tomme lejligheder. Men han vil ikke blive overrasket, hvis byggekonsortiet får vanskeligheder med at sælge lejlighederne i Admiralgården. At Admiralgården skulle kunne trække folk, primært seniorer, til byen er han skeptisk over for. Det, der spiller den største rolle for de ældres bosætning, er hvor børn og og børnbørn bor, mener han. Derfor bor Thorø selv fortsat i byen. Men Frederikshavn har for lidt at byde på, til at miljøet kan trække nye til, mener han. - Se nu gågaden. Den ligger øde om aftenen. Eller tag havnen. Den er lige så øde, bortset fra nogle svenskere, som skal med færgen.