Lokalpolitik

Investorerne i kø ved skiliften

Rift om kommunens udbudsmateriale

FREDERIKSHAVN:Overraskende tegner det til at der bliver konkurrence mellem flere grupper af investorer om at få lov til at købe skibakkegrunden vest for Frederikshavn. Fristen for afgivelse af tilbud udløber først i morgen kl. 10. Men fem selskaber/investorgrupper, heraf nogle udenlandske, har uafhængigt af hinanden fået udleveret udbudsmaterialet, oplyser Gitte Nielsen, teknisk forvaltning. Desuden er et antal rådgivningsfirmaer på listen over modtagere, I betragtning af den korte tidsfrist for afgivelse af tilbud - skibakken blev udbudt til salg for mindre end en måned siden - er antallet af interesserede en stor overraskelse. Tilbudsgivere skal nemlig ikke blot afgive købstilbud, men samtidig fremlægge et projekt, som detailleret beskriver, hvordan tilbudsgiveren vil realisere sine planer i området. En investorgruppe samlet omkring direktør Arild Buli, Gautefall Alpincenter og Gautefall Hotel, har de seneste måneder arbejdet sammen med idemanden bag helårsskibakken, Tormod Rype, om at realisere projektet. Men for tre uger uger siden oplyste Buli, at han ikke havde økonomien på plads. Buli ville i går ikke oplyse, om hans selskab afgiver købstilbud. - Jeg har ingen kommentar før onsdag, siger han. Tilbudsgivere skal give et samlet bud på skibakken og de omkringliggende boligområder ved den nyanlagte Øster Dahl Vej. Det samlede areal er knap 300.000 kvadratmeter - lige så meget som en mindre bondegård. De indkomne tilbud behandles af kommunens plan- og miljøudvalg 12. maj, af økonomiudvalget 17. maj og af byrådet 24. maj. Hvis tidsplanen altså holder. Et af de forhold, som kan få den til at skride er økonomien. Tilbudene vil nemlig blive underkastet en kritisk vurdering af, om den økonomiske formåen står mål med tilbudsgiverens visioner. En køber er forpligtet til at etablere skibakken inden to år.