Håndbold

Investorjagt i Aalborg DH

Advarer mod betydelig risiko ved at investere i sølvvinderne

AALBORG:Det er ikke nogen god forretning, har direktør og ejer i Aalborg DH, Ole Bach Jensen, tidligere sagt om damehåndboldklubben. Alligevel har han indtil nu afvist, at andre end ham selv skulle eje klubben, som netop har vundet sølv i den danske liga. Men et referat fra en ekstraordinær generalforsamling 30. marts i år viser, at seks nye investorer er på vej ind i selskabet. Samtidig afslører en kritisk rapport af klubbens økonomi, at man er på jagt efter ny kapital. NORDJYSKE har en kopi af rapporten. Det får dog ikke Ole Bach Jensen til at fortælle nærmere om sine planer. - Aalborg DH er en attraktiv forretning. Jeg får løbende henvendelser fra investorer. I den sammenhæng er der også udarbejdet en rapport, erkender Ole Bach Jensen. - Men vi har ikke brug for kapitalindsprøjtning. Men dermed ikke sagt, at vi ikke er interesserede i at gøre fundamentet endnu stærkere, siger Ole Bach. Det er de kommende investorer, der har forlangt den kritiske gennemgang, som advokatfirmaet Bent Skov & Partnere i Vejle og revisionsfirmaet Mortensen & Beierholm i Hjørring har lavet. De peger på, at en investering i Aalborg DH vil være behæftet med en betydelig risiko. Men rapporten understreger også, at ikke bør afholde investorerne, hvis de er villige til at løbe risikoen. Vi er ikke med De seks investorer, der er blevet kontaktet af Aalborg DH, er alle nordjyske forretningsfolk. Det er Per Kenneth Nielsen, Nordjysk Lift A/S, Martin Ole Nielsen, Lain Import ApS, Svend Aage Christensen, Hellum A/S, Brødrene Kasper og Morten Kærsgaard, Superbest Klokkerholm og Svend Pape, Hals Storkøb A/S. NORDDJYSKE Medier har talt med alle minus Svend Aage Christiansen, som vi ikke kunne få kontakt med. De afviser samstemmende, at de er på vej til at investere i Aalborg DH. - Det er den værste gang vås. Jeg er sponsor i Aalborg DH, men jeg har ikke noget med det der at gøre, siger Kasper Kærsgaard fra Superbest Klokkerholm. Nyt sponsorat Svend Pape fra Hals Storkøb A/S afviser ligeledes, at han vil investere. Men han er ligesom de andre i kredsen allerede sponsor i klubben. - Jeg har ikke tænkt mig at investere i Aalborg DH. Det er klart, at hvis Slagelse og Viborg opruster, så skal Aalborg DH også. Vi agter dog at starte et nyt sponsorat op af en vis størrelse, fortæller han. Svend Pape gør det samtidig klart, at han ikke kan genkende, at der skulle være afholdt en ekstraordinær generalforsamling 30. marts 2005. - Det er rigtigt, at vi havde et sponsormøde den dag, men ikke andet, siger købmanden undrende. Om et nyt og større sponsorat er en udløber af, hvad der oprindelig skulle have været en investering i Aalborg DH, vil han ikke svare på.