Motionsidræt

Invitation til frisk løbetur i Klitplantage

TORNBY:Hvis du er til en frisk løbetur i naturen har du alletiders mulighed lørdag 24. juni. Tornby Idrætsforeningen lancerer nemlig en motionstur i Tornby Klitplantage. Det er nyskabelsen ved årets sommerfest, som også byder på gadehåndbold, rundbold, den traditionsrige cykelsponsorløb, Skt. Hans fest og bal i teltet. - Vi har lavet en rute som fører løberne gennem det kuperede terræn i klitplantagen. Det skulle nok kunne få lidt doven sved frem på panden, siger Henning Sigsgaard fra Tornby Idrætsforening. Deltagerne kan vælge mellem tre ruter alt efter temperament og vilje. Den længste bliver på 9,6 km, den mellemste vil være på 5,3 km, og der får stavgængerne også mulighed for at lufte stavene, og endelig bliver der en lille tur på 3,1 km, som er blevet døbt barnevognsruten, for der er både plads til poderne, klapvogne og barnevogne. Henning Sigsgaard håber på omkring 200 deltagere til løbet. Løbere over 16 år må slippe 35 kr. for at være med, mens de yngste og deltagerne på barnevognsruten skal af med en rund tyver. Hvis man har lyst til at smugtræner vil ruterne snart være tilgængelige på www.iform.dk under løberuteplanlæggeren.