IOC går stadig efter OL til sommer: DIF bakker op

DIF mener, at det er rigtigt at gå efter afholdelse af OL til sommer, men erkender usikkerhed.

Jeanette Ottesen og mange andre danske atleter har svært ved at træne under coronakrisen, men indtil videre holder IOC fast i planen om at afholde OL til sommer. (Arkivfoto)

Jeanette Ottesen og mange andre danske atleter har svært ved at træne under coronakrisen, men indtil videre holder IOC fast i planen om at afholde OL til sommer. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Til trods for den globale sundhedskrise, som coronavirus har medført, går man efter at afholde OL i Tokyo til sommer.

Det budskab delte Den Internationale Olympiske Komité (IOC) onsdag på et videomøde med 50 europæiske lande, heriblandt Danmark.

Og indtil videre er det fornuftigt, mener Danmarks Idrætsforbunds direktør, Morten Mølholm Hansen, der deltog i mødet.

- IOC har briefet os om, at man fortsat holder fast i afholdelsen af OL. Man erkender, at der løbende er usikkerhed omkring det, men de er blevet rådet af eksperter om, at det endnu er for tidligt at træffe en anden afgørelse.

- Vi blev briefet sammen med de europæiske lande, og man bakkede op om den holdning. Det gjorde vi også fra Danmarks side. Men samtidig var der tilkendegivelser fra mange lande, herunder os, om at vi har vanskelige vilkår i øjeblikket, siger han.

Flere steder er der rejserestriktioner, i Frankrig, Spanien og Italien er der deciderede udgangsforbud, og i Danmark har regeringen forbudt træning i indendørs faciliteter.

- Atleterne har svært ved at deltage i de få kvalifikationsstævner, der afholdes, fordi de ikke kan komme ud af landet.

- Og vi har i det hele taget svært ved at træne. Det er en situation, der er gældende for de fleste europæiske lande, siger han.

Op til mødet har der været kritik af IOC's plan fra flere kanter. Det canadiske IOC-medlem Hayley Wickenheiser har kaldt den "ufølsom og uansvarlig", mens atleterne Katarina Johnson-Thompson og Katerina Stefanidi har påpeget det uhensigtsmæssige i at træne for tiden.

Men IOC holder indtil videre fast, hvilket også var meldingen tirsdag, og har ikke sat en deadline for, hvornår der skal være truffet en endelig afgørelse.

Morten Mølholm erkender dog, at usikkerheden om afholdelsen fortsat er stor.

- Vi må finde os i en ekstrem usikkerhed omkring de her forhold. Vi håber og tror, at OL bliver afholdt, men jeg ville fremstå som "komiske Ali", hvis jeg ikke sagde, at vi selvfølgelig er usikre på situationen og forholdene og vilkårene for vores atleter.

På mødet oplevede han bekymring fra flere forbund, men alle bakkede op om IOC's nuværende kurs, forsikrer han.

- Samtlige lande bakkede op om, at man ser tiden an, siger Morten Mølholm.

Mens Mølholm og de øvrige repræsentanter fra medlemslandene ikke blev meget klogere på, om OL er i fare, kom der mere klarhed om OL-kvalifikationen.

IOC oplyser, at 57 procent af de atleter, der skal deltage ved legene i Tokyo, er fundet.

Endnu mangler 43 procent at kvalificere sig, men IOC vil fremlægge en ny plan for kvalifikation i begyndelsen af april, hvis virkeligheden ikke har overhalet organisationen inden da.

Efter planen skal alle kvalifikationer være afsluttet i slutningen af juni, fortæller Mølholm.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.