Sport

IOC-præsident besøger Nordkorea efter vinter-OL

Thomas Bach skal til Nordkorea. Han opfordrer politikere til at gribe sportens dialog med det lukkede land.

Thomas Bach ses sammen med en maskot i Pyeongchang, hvor han lige nu overværer vinter-OL. Snart går turen videre til Nordkorea. Foto: Reuters/Leonhard Foeger

Thomas Bach ses sammen med en maskot i Pyeongchang, hvor han lige nu overværer vinter-OL. Snart går turen videre til Nordkorea. Foto: Reuters/Leonhard Foeger

Sportens største leder skal efter det igangværende vinter-OL på besøg i det lukkede Nordkorea.

Præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), tyskeren Thomas Bach, har taget imod en nordkoreansk invitation og vil på et tidspunkt efter legene i Sydkorea rejse lidt længere nordpå.

Det oplyser en talsperson fra IOC mandag.

Invitationen blev givet i januar, da IOC havde samtaler med Nordkorea omkring landets deltagelse i Pyeongchang.

Senere blev det aftalt, at Nord- og Sydkorea kunne stille med et fælles ishockeyhold, og at landenes atleter skulle marchere ind sammen ved åbningsceremonien.

Thomas Bach glædede sig dengang over, at Nordkorea ville deltage i vinter-OL.

- Det er et stort skridt fremad i den olympiske ånd, sagde Bach i januar.

Til nyhedsbureauet AP fortæller IOC-præsidenten mandag, at det nu er på tide, at politikerne kommer på banen.

- Sporten kan ikke skabe fred. Vi kan ikke føre politiske forhandlinger. Nu har vi sendt et budskab med denne dialog - at vi kan nå frem til et positivt resultat gennem forhandlinger.

- Nu er det op til politikerne at gribe dette momentum, siger Bach.

Der er endnu ikke sat dato på IOC-præsidentens besøg i Nordkorea.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst