IOC suspenderer Indiens olympiske komité

På grund af politisk indflydelse i forbindelse med et valg, er den indiske olympiske komité suspenderet.

IOC suspenderer Indiens olympiske komité

Den internationale olympiske komité (IOC) har ifølge en række internationale medier suspenderet Indiens olympiske komité.

Det sker angiveligt som følge af, at der har været politisk indflydelse i forbindelse med valg til den indiske olympiske komité.

- Jeg har ikke hørt noget officielt endnu, men jeg er blevet fortalt, at Indien er blevet suspenderet af IOC, bekræfter præsidentkandidaten for den indiske olympiske komité (IOA), Abhey Singh Chautala.

- Hvis det er sandt, så er det forkert og en ensidig beslutning. Vi mødes onsdag for at at afgøre, hvad vi fremadrettet vil gøre, siger Abhey Singh Chautala.

IOC ser kritisk på det valg, som IOA efter planen skal afholde onsdag, men som er endt som en ren formsag, fordi en rivaliserende gruppe anført af IOC-medlemmet Randhir Singh har trukket sig.

Derfor vil Abhey Singh Chautala formentlig blive udnævnt som ny præsident onsdag uden modkandidater.

Desuden vil Lalit Bhanot, som tidligere har været fængslet i 11 måneder for korruption, blive valgt som generalsekretær for IOA - også uden modkandidater.

IOC's etiske komité havde i oktober advaret IOA om at lade Bhanot stille op til valget. Men det er alligevel sket, hvilket ikke har gjort situationen nemmere.

Den enlige præsidentkandidat til IOA, Abhey Singh Chautala, mener, at hele årsagen til miseren ligger hos det afgående IOC-medlem Randhir Singh.

- Da han fandt ud af, han ikke havde flertallet til at vinde valget, så brugte Randhir sine kontakter i IOC til få ram på os.

- Randhir er skyld i, at der er bragt skam over indisk sport, og han burde trække sig fra IOC, mener Abhey Singh Chautala.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa vil IOC melde noget officielt ud, efter at komitéen tirsdag har holdt et møde om emnet i schweiziske Lausanne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.