EMNER

iPhone 6 eller 6 Plus - hvilken type er du?

Den nye iPhone kan bestilles nu, men hvad er i grunden den rigtige størrelse for dig

Her ses den nye iPhone 6 og iPhone 6 Plus. Foto: George Frey, Scanpic
Her ses den nye iPhone 6 og iPhone 6 Plus. Foto: George Frey, Scanpic Scanpix Denmark

HELE LANDET: Apples kompakte iPhone får vokseværk. De nye iPhone 6 og 6 Plus vokser gevaldigt, i både bredde og højde, for at rumme større displays.

Med det store hop i størrelse, kan det være svært at danne sig et overblik over hvilken model, der vil passe en bedst. Her er nogle fif fra mobilsiden.dk, til at hitte ud af, hvilken model du skal bestille, inden forsalget går løs.

For at gøre det enklere at vælge kan beslutningen deles op i tre hovedetaper: display, størrelse og kamera.

Den mest tydelige forskel ligger i displayet. iPhone 6 har en opløsning på 1334 x750 bredt ud over et 4,7 tommer display. 6 Plus klemmer derimod Fuld HD opløsning i et 5,5 tommer display.

Er du storforbruger af spil, film og TV-serier på mobilen vil det store 6 Plus-lærred utvivlsomt højne din oplevelse. Også hjemmesider og apps vil stå flottere, med skarpere tekst og større fremvisningsareal.

Den større 6 Plus byder desuden på et mere dynamisk indhold, med indhold der tilpasser sig landskabsformat og praktiske genveje som dobbeltprik på hjem-knappen som bringer ikoner og knapper nær toppen til tommeltotten.

Den almindelige iPhone 6 vil dog stadigt byde på et større og klarere billede end forgængeren 5S. Begge modeller får en ny polariserende lag over skærmen som skal fjerne refleksioner og gøre dem tydeligere i dagslys.

Det er ikke sikkert, at Steve Jobs ville have godkendt den store iPhone 6 Plus, hvis han stadigt var i live. Nogle kan måske erindre hans sammenligning af stormobiler med hyper-SUV’en Hummer.

Steve Jobs: ”Ingen vil nogensinde købe en stor telefon”

Nu er Hummers mest hjemmevant i mellemøstlige krigszoner, og kan blive for meget af det gode i den danske bytrafik. På samme vis kan iPhone 6 Plus muligvis komme til kort under dagligdagens strabadser.

iPhone 6 Plus vejer omtrent 40 procent mere end 6’eren, og over 50 procent mere end den forrige 5S’er. Holder man det sammen med de forvoksede mål på 158 x 78 x 7,1 mm, betyder det, at der skal favnes om adskillelige cm ekstra i bredden og i højden.

Det er ikke alle stramme jeans-lommer der vil være enige her. Samtidig bør du overveje din dagligdag, betjener du typisk mobilen med en hånd - med et barn, en taske eller et cykelstyr i den anden, er iPhone 6 Plus ikke for dig.

For at du kan skabe dig et førstehåndsindtryk af stormobilen kan du printe denne pdf-fil ud. Husk at slå skalering fra når du printer, så din udskrift forbliver målfast.

Ønsker du en mere håndgribelig fornemmelse for iPhone 6 og 6 Plus’ fodaftryk, kan du besøge din nærmeste teleforhandler og se på HTC One (2013) og HTC Desire 816. Begge telefoner er de nuværende modeller, der kommer nærmest iPhone 6 målene. Begge iPhones 6 er dog betragteligt tyndere.

Et større format betyder dog også et større batteri. Og her kan iPhone 6 Plus bryste sig af et langt større batteri. De første amerikanske anmeldelser pointerer da også at 6 Plus kan holde sig i live i op til flere dage.

Stabiliserende detalje

Sidste større forskel findes i kameraet. De byder begge på ultra-hurtig fokusering takket være dedikerede ’Focus-pixels’ og har samme gode efterbehandling af motiver.

iPhone 6 Plus har dog et es i ærmet når lys er en mangelvare. En optisk stabilisering holder mobilen i ro, hvilket sikrer skarpere billeder om natten, hvis ellers motivet ikke rører for meget på sig.

Under videooptagelser er stabilisering også et plus. Det sikrer mere flydende og mindre hakkende film end den digitale stabilisering som iPhone 6 besidder.

Til sidst skal prisforskellen mellem de to mobiler nævnes. De otte hundrede kroner der adskiller iPhone 6 og iPhone 6 Plus er ikke småpenge derfor kan du vælge at lade pengepungen, eller bankrådgiveren, afgøre hvilken iPhone skal blive din.

Se hvornår iPhone 6 og iPhone 6 Plus kommer til Danmark

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden