IPI: Rusland chikanerer journalister

Bortførelser 9. september 2004 06:00

MOSKVA: Kritiske journalister, der har forsøgt at rapportere om den tragiske gidselkrise i den sydrussiske republik Nordossetien, blev anholdt, fyret, udsat for fysisk overlast eller på anden måde chikaneret, siger det Wienbaserede Internationale Presseinstitut (IPI) i går. Der har oven i købet været tale om et tilfælde af "madforgiftning", der tvang en kvindelig journalist til at opgive sit besøg i Beslan, siger IPI. En række episoder har skabt "indtryk af bevidst kontrol" med de medier, der rapporterede fra gidseldramaet i Beslan, hvor mindst 326 mennesker blev dræbt. IPI citerer chefredaktøren for dagbladet Isvestija, Raf Sjakirov, for at sige til Radio Frihed, at han var blevet tvunget til at træde tilbage på grund af avisens lørdagsudgave i sidste uge. Ejeren af avisens udgiver, Profmedia, hævdede, at avisens dækning af gidselkrisen havde været "for radikal og for negativ". I lørdagsudgaven bragte Isvestija billeder af den blodige afslutning på gidseldramaet. Isvestija var den første avis, der skrev, at der havde været så mange som 1000 gidsler fanget på skolen i Beslan. /ritzau/apa

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...