Irak forbereder sig på endeligt opgør med IS

Islamisk Stat forventes inden for kort tid at blive tilføjet et stort nederlag i den irakiske storby Mosul.

Ritzau
Displaced children are seen at Debaga Camp Foto: Reuters/Azad Lashkari
Udland 14. september 2016 11:37 - Opdateret 14. september 2016 17:27
I krigen mod Islamisk Stat er der forventninger om, at den ekstremistiske gruppe bliver tilføjet et nyt stort nederlag i Irak inden for kort tid.

Det gælder storbyen Mosul, den næststørste irakiske by, som de irakiske sikkerhedsstyrker måske vil forsøge at befri i næste måned.

Det er to år siden, at Islamisk Stat indtog Mosul, og hvis jihadisterne mister kontrollen over byen, vil det være det hidtil mest alvorlige tilbageslag for den islamistiske organisation.

Det var fra Den Store Moské i Mosul, at IS' leder, Abu Bakr al-Baghdadi, i 2014 udråbte et kalifat. Det omfatter store landområder i Syrien og Irak.

Den irakiske regering i Bagdad siger, at befrielsen af Mosul vil være afslutningen for Islamisk Stats tilstedeværelse på irakisk territorium.

Nogle iagttagere venter ifølge BBC, at der derefter vil komme en ny magtkamp i Bagdad, som kan ændre landet fuldstændigt.

De kurdiske Peshmergakrigere i det nordlige Irak venter utålmodigt på, at offensiven mod Mosul skal begynde.

Peshmergakrigere har stillinger på bjerget Bashiq, som er kun en kilometer fra de nærmeste af Islamist Stats stillinger.

- De har forsøgt at angribe os 30 eller 40 gang, men hver gang besejrer vi dem, og vil besejre dem i Mosul med Guds Hjælp, siger en kurdisk general Nabi Ahmed Doulemeri til BBC.

- Peshmergakrigerne er overbeviste om, at de vinder, selv om de mangler basalt udstyr. Mange af dem har selv købt deres våben, sko og uniformer, siger Alan Duncan, en veteran fra den britiske hær, som har grebet til våben mod IS sammen med kurderne.

Hundredtusinder af irakere i og omkring Mosul kan blive tvunget ud på en desperat flugt, når Iraks militær begynder en offensiv for at genindtage byen, advarer FN's flygtningeorgan, UNHCR.

- De humanitære følger af den militære offensiv ventes at blive enorme - op til 1,2 millioner indbyggere kan blive berørt, advarer FN-organet.

/ritzau/AFP





chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...