Irak fortsat plaget af vold og uro

BAGDAD:Bombeangreb fortsatte søndag med at sprede død og ødelæggelse i Irak. Mindst seks blev dræbt af fire bomber, og omkring 40 mennesker såret, mens et moderat shiamuslimsk parlamentsmedlem med nød og næppe undslap en vejsidebombe i Bagdad. Den optrappede vold følger i kølvandet på al-Qaeda leder Osama bin Ladens advarsel på internet mod gengældelsesangreb på Iraks shiamuslimer, som han beskyldte for “folkedrab” på sunnimuslimer. Voldshandlingerne falder også sammen med den shiamuslimske premierminister Nuri al-Malikis rejse til de sunnidominerede arabiske nationer ved Den Persiske Havbugt, hvor han søger støtte til sin nationale forsoningsplan. Irak frigav samtidig en ny liste over de 41 mest eftersøgte flygtninge, heriblandt den styrtede diktator Saddam Husseins kone og datter, som begge opholder sig i eksil i udlandet. Desuden blev mindst tre mennesker søndag dræbt, da en ny bombe eksploderede på en markedsplads i en by lige syd for Bagdad. Politiet sagde, at antallet af dræbte kunne stige. Tre bilbomber blev tidligere søndag bragt til sprængning i det centrale Karradah-distrikt i Bagdad. Mindst tre mennesker blev dræbt og 16 såret. En vejsidebombe i Bagdad kunne søndag have kostet det shiamuslimske parlamentsmedlem, Iyad Jamaleddin, livet, men han slap uskadt. I stedet blev tre forbipasserende såret. Jamaleddin har opfordret til forsoning med Saddams tidligere regerende Baath-parti. Iraks vigtigste sunnimuslimske politiske gruppe sagde søndag, at den vil boykotte parlamentet, indtil en kollega blev løsladt af de bevæbnede mænd, der lørdag bortførte hende i et overvejende shiamuslimsk kvarter i Bagdad. /ritzau/