Irak gør klar til krig

Militær 28. februar 2003 07:00

Bagdad, torsdag /ritzau/AFP Grav skyttegrave i jeres haver, så I kan beskytte jer, hvis USA angriber, lyder opfordringen fra præsident Saddam Hussein til irakerne. Irak lukkede torsdag grænseovergangene til Tyrkiet og Iran, og det irakiske nyhedsbureau INA skrev, at lederne af Iraks 18 provinser har meddelt Saddam Hussein, at de er færdige med forberedelserne til kamp og har mobiliseret for at tage kampen om med en invasionsstyrke. I Washington sagde en embedsmand i forsvarsministeriet, at en stor del af den udstationerede irakiske eliteenhed Den Republikanske Garde i det nordlige Irak tilsyneladende er brudt op og er på vej mod syd, muligvis for at befæste sig i byen Tikrit, hvor Saddam Hussein har sin magtbase. Saddam Hussein har desuden udstedt et dekret, der halverer lønnen til overvægtige officerer, ligesom der ifølge dekretet venter straf til embedsmænd fra det regerende Baath-parti, hvis de fanges i at spille hasardspil. Præsidenten har gentagne gange opfordret de væbnede styrker til at holde sig i god form og træne for at blive bedre soldater. Det er alt sammen tegn på, at Irak er ved at gøre sig klar til krig, siger en diplomat i den irakiske hovedstad, Bagdad, blot få dage før, at Irak skal begynde at destruere al-Samoud-missilerne, der ifølge FN har en rækkevidde på over 150 kilometer, hvilket er i strid med FN's beslutninger. Hans Blix, chefen for FN's våbeninspektører, har bedt Irak om at begynde at ødelægge raketterne senest lørdag, men der var torsdag fortsat ikke noget officielt svar på, om Irak vil gøre, som Blix siger. Der var forlydender om, at myndighederne venter på, at vicepræsident Taha Yassin Ramadan vender tilbage fra et topmøde i Malaysia i Organisationen af Alliancefrie Lande. Vicepræsidenten er involveret i alle vigtige beslutninger i landet. Ifølge de vestlige regeringer er der i øjeblikket over 200.000 soldater, som rundt om Irak venter på ordren til angreb. De mange soldater er med til at lægge yderligere pres på Irak for at få regimet til at gøre alt for at finde og destruere irakiske masseødelæggelsesvåben. Både Frankrig, Rusland og Tyskland, der er imod et umiddelbart angreb på Irak, har opfordret Saddam-styret til hurtigt at begynde at ødelægge de omstridte raketter, som flere irakiske embedsmænd imidlertid ikke finder ulovlige i forhold til FN's krav, fordi raketterne kun kan flyve lidt længere end 150 kilometer, fordi deres styresystemer er ringe. Embedsmændene mener, at det er USA, der vil have missilerne væk, fordi de kan udgøre en trussel mod angribende amerikanske soldater. Nogle våbeneksperter påpeger i øvrigt, at selv om missilerne ikke destrueres, vil våbeninspektørerne have hjulpet en angrebsstyrke, fordi raketternes lokalitet nu er kendt./ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...