Irak indleder militær offensiv mod IS' sidste højborg i Irak

Hawija er det sidste område i Irak, som endnu er kontrolleret af IS. Offensiv sker fire dage før kurdisk valg.

Haider al-Abadi Foto: /ritzau/AP/Khalid Mohammed/arkiv

Haider al-Abadi Foto: /ritzau/AP/Khalid Mohammed/arkiv

Den irakiske hær har tidligt torsdag morgen indledt en offensiv mod Islamisk Stat (IS) i området Hawija, der ligger vest for oliebyen Kirkuk.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hawija er det sidste irakiske territorium, der forsat er i hænderne på den militante gruppe. Islamisk Stat tog kontrol over cirka en tredjedel af Irak i 2014.

Offensiven, der blev meddelt af premierminister Haider al-Abadi, kommer fire dage før en folkeafstemning om kurdisk selvstændighed i landet.

Folkeafstemningen 25. september bliver holdt i de kurdiske områder i det nordlige Irak, herunder i Kirkuk omkring 300 kilometer nord for hovedstaden Bagdad.

Men Iraks højesteret ønsker at spænde ben for kurdisk løsrivelse.

- Højesteret har udstedt en ordre om at suspendere valget 25. september, indtil den (domstolen, red.) har undersøgt klager om, at denne folkeafstemning strider imod forfatningen, skrev domstolen i en udtalelse mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kurderne i Irak vil holde folkeafstemning om selvstændighed. De irakiske kurdere har haft et selvstyreområde siden krigen i 1991.

Så sent som i sidste uge slog den kurdiske leder, Massoud Barzani, fast, at det irakiske parlament ikke ville få lov at spænde ben for projektet. Han stod fast på at gennemføre valget trods protester fra både Irak og Tyrkiet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.