Irak opsiger aftale med russisk

EMNER 13. december 2002 07:00

} MOSKVA: En russisk-irakisk oliehandel til 3,7 milliarder dollar (28,3 mia. kr.) er faldet til jorden, oplyste det russiske olieselskab Lukoil torsdag. Lukoil skulle ifølge planen have udviklet det eftertragtede oliefelt Vest Qurna, men det irakiske olieministerium har ifølge Lukoil-talsmand Aleksandr Vasilenko i et brev opsagt aftalen fra 1997. Ifølge forlydender har Irak taget denne beslutning, fordi Rusland har fået sikkerhed for at kunne udvikle oliefeltet, selv hvis USA vælter den irakiske præsident, Saddam Hussein. - Vi forstår ikke, hvordan en lille bureaukrat fra Iraks olieministerium kan afblæse en lov, som er blevet vedtaget af Iraks parlament, sagde Lukoils talsmand. Et andet stridspunkt har været Iraks ønske om, at Lukoil skulle begynde arbejdet på Vest Qurna uanset FN's sanktioner. - Når et selskab tegner en kontrakt og så undlader at gennemføre den, betyder det generelt, at kontrakten opsiges i sidste ende, sagde en irakisk repræsentant torsdag under et møde blandt landene i OPEC, Organisationen af Olieeksporterende Lande. Spørgsmålet om irakiske oliefelter er blevet mere påtrængende i takt med amerikanske trusler om et angreb. Russiske firmaer frygter, at amerikanske oliefirmaer rykker ind på deres bekostning, hvis præsident Saddam Husseins styre fældes. Vest Qurna ventes at kunne yde 600.000 tønder olie om dagen. Det kinesiske firma China National Petroleum Corporation har tidligere underskrevet en kontrakt om at udvikle al-Adhdab-feltet, mens Frankrigs TotalFinaElf har eksklusive forhandlingsrettigheder til Majoon og Bin Umar-felterne ./ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...