Militær

Irak på vej med nye oplysninger om giftgasser

Bagdad, mandag /ritzau/Reuters Den irakiske ledelse er på vej med en ny rapport om nervegasser og miltbrandbakterier, som landets regering hævder at have tilintetgjort tilbage i 1991. Det sagde talsmanden for FN's våbeninspektører i Bagdad, Hiro Ueki, mandag. Samtidigt fortsatte Irak med at destruere sine al-Samoud 2 raketter som pålagt af FN's våbeninspektører. Den nye rapport om Iraks giftgasser ventes, efter at Saddam Husseins videnskabelige rådgiver Amir al-Saadi søndag sagde, at en række undersøgelser har ført til opdagelsen af store mængder miltbrandbakterier og den forbudte nervegas VX. Ifølge al-Saadi er fundene gjort i udgravninger ved al-Aziziya luftbasen 104 kilometer sydvest for Bagdad. USA og Storbritannien har længe hævdet, at Irak lyver om sine masseødelæggelsesvåben og hidtil ikke har vist vilje til at fremlægge alle oplysninger om sine våbenprogrammer, som FN's Sikkerhedsråd har krævet. De seneste oplysninger blev da også modtaget med skepsis i begge de to lande, som fører an i opbygningen til en krig mod Irak for at afvæbne landet og fjerne Saddam Hussein fra magten. - I lyset af irakernes hidtidige snyderi og løgne er det forståeligt, at vi modtager disse oplysninger med en grad af skepsis, sagde en britisk regeringstalsmand. USA's forberedelser til en krig mod Irak fortsatte med uformindsket styrke samtidigt med, at amerikanske og britiske kampfly på ny angreb en række irakiske antiluftskytsstillinger. Desuden beskød de amerikanske fly også irakiske stillinger, som kunne skabe vanskeligheder for amerikanske landstyrker i tilfælde af en invasion. Irak har tidligere sagt, at alle dets kemiske og biologiske våben er blevet destrueret, men lederen for FN's våbeninspektører, svenskeren Hans blix, har sagt, at irakerne endnu ikke har fremlagt beviser for sine oplysninger. Hans Blix skal senere i denne uge fremlægge endnu en rapport til FN's Sikkerhedsråd om inspektørernes arbejde med at finde masseødelæggelsesvåben Irak. Denne rapport ventes at få afgørende betydning for, om USA og Storbritannien kan skaffe sig et flertal i Sikkerhedsrådet til en krig mod Irak. Mandag destruerede Irak endnu seks af de godt 100 forbudte al-Samoud 2 raketter, sagde en højtstående irakisk embedsmand mandag. Dermed har Irak i de seneste tre dage samarbejdet med FN's våbeninspektører og destrueret i alt 16 raketter. I Algeriet opfordrede Frankrigs præsident, Jacques Chirac, Irak til at arbejde mere aktivt sammen med FN's våbeninspektører. - Irak bør gøre mere og tilbyde et øget og mere aktivt samarbejde, sagde Chirac i en tale til det nordafrikanske lands parlament. - Vi bør opretholde et stærkt pres på Irak, således at vi i fællesskab og i fred når frem til det fastsatte mål, nemlig tilintetgørelsen af masseødelæggelsesvåben, sagde den franske præsident blandt andet. Frankrigs regering gentog søndag, at man fortsat er modstander af en ny FN-resolution, som kan betyde startskuddet på en amerikansk-ledet krig mod Irak. /ritzau/Reuters