Irakiske oprørere stopper olieeksport

Bagdad, onsdag /ritzau/Reuters Militante oprørere stoppede onsdag Iraks olieeksport og dræbte en højtstående embedsmand ved en række nye blodige aktioner. Militante oprørere stoppede onsdag Iraks olieeksport og dræbte en højtstående embedsmand ved en række nye blodige aktioner. Samtidig blev mindst ni mennesker dræbt ved en bombeaktion i byen Ramadi. Fire af de dræbte var udenlandske lejesoldater, mens de øvrige var irakere. Det var anden gang inden for 48 timer, at en bombe ødelagde en vigtig olierørledning i det nordlige Irak, og med den seneste aktion blev landets olieeksport stort set stoppet. Oprørene har i de seneste dage forud for USA's magtoverdragelse til en irakisk overgangsregering 30. juni optrappet de voldelige aktioner øjensynlig for at bevise, at overgangsregeringen i Bagdad ikke skal gøre sig håb om at kontrollere landet. Den seneste aktion ødelagde en af to vigtige olierørledninger i Nordirak, og kilder i landets olieindustri sagde, at ødelæggelserne var "ret så store". Onsdag morgen blev Ghazi Talabani, der er sikkerhedschef for Iraks nordlige oliefelter, skudt ned og dræbt uden for sit hjem i byen Kirkuk 250 kilometer nord for hovedstaden Bagdad. Også hans livvagt blev dræbt. - Han blev ramt på vej til arbejde og døde på stedet, sagde en talsmand for byens politi. Drabet er det tredje på en højtstående irakisk embedsmand siden 12. juni, hvor landets viceudenrigsminister blev dræbt. Dagen efter blev en embedsmand i undervisningsministeriet dræbt. Ghazi Talabani var chef for Northern Oil Co. (NOC) og en vigtig kontakt mellem de amerikanske besættelsesstyrker og NOC. Han arbejdede tæt sammen med amerikanske firmaer, som forsøger at sikre de irakiske olieanlæg mod angreb fra oprørere. Drabet forstærkede også den etniske spændingen i byen, hvor kurdere, tyrkere og arabere lever side om side. Ødelæggelse af olierørledningen skabte desuden nye vanskeligheder for Iraks olieindustri. Oprørere ødelagde tirsdag en vigtig rørledning i den sydlige del af landet og satte en stopper for udskibning af olie fra olieterminaler ved Basra. Oprørerne forsøger ifølge iagttagere at ødelægge den irakiske infrastruktur for at svække overgangsregeringen og USA's civile administration af landet. Iraks premierminister lyad Alawi sagde torsdag i sidste uge, at Irak har mistet indtægter fra olieindustrien i størrelsesordenen 1,3 milliarder kroner som følge af cirka 130 sabotageaktioner mod olieindustrien. Irak ligger inde med verdens næststørste oliereserver efter Saudi-Arabien. Det var uklart, hvem som stod bag den bilbombe, der dræbte ni personer i Ramadi vest for Bagdad. Mindst 10 andre blev kvæstet ved aktionen. Flere af de tilskadekomne blev ført til et hospital i nabobyen Falluja 50 kilometer vest for hovedstaden. USA's viceforsvarsminister, Paul Wolfowitz, mødtes med premierminister lyad Alawi og Iraks forsvars- og indenrigsministre. Mødet havde ifølge amerikanske kilder som mål at diskutere, hvilken strategi Iraks overgangsregering skal følge for at nedkæmpe de militante gruppers aktioner og skabe sikkerhed omkrings landets vigtige olieindustri. Også den økonomiske og politiske udvikling i landet blev diskuteret. Mens de blodige angreb fortsatte rundt om i landet, opfordrede den militante shiamuslimske præst Moqtada al-Sadr medlemmer af sin Mehdi-milits til at "gå hjem". Iagttagere sagde, at det kunne være et tegn på, at han opgiver sin snart 10 uger lange opstand mod de amerikanske besættelsesstyrker i og omkring byen Najaf. - Tag hjem og gør jeres pligt, hed det i en erklæring til alle militsmedlemmer, som ikke var fra byen Najaf. Al- Sadr indgik en våbenhvileaftale med de amerikanske besættelsesstyrker tidligere på måneden efter hårde kampe i Najaf og Kerbala. /ritzau/Reuters