Iraks militær kontrollerer 70 procent af Tal Afar

Sikkerhedsstyrker har på kort tid vundet kontrol over stor del af IS-ekstremisters sidste bastion i Irak

Ritzau
IRAQ-CONFLICT Foto: Scanpix/Ahmad Al-rubaye
26. august 2017 11:19 - Opdateret 26. august 2017 12:01
Iraks udenrigsminister siger til journalister i Bagdad, at sikkerhedsstyrker under en offensiv har vundet kontrol over 70 procent af byen Tal Afar, som længe har været under Islamisk Stats kontrol.

De amerikanskstøttede irakiske sikkerhedsstyrker indledte en omfattende offensiv mod Islamisk Stat ved byen Tal Afar 80 kilometer vest for Mosul i sidste weekend.

Byen er den ekstremistiske gruppes sidste bastion i landet.

- Med Guds vilje så vil de tilbageværende dele af Tal Afar blive befriet snart, siger udenrigsminister Ibrahim al-Jaafari, som lørdag førte drøftelser i Bagdad med den besøgende franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian og den franske forsvarsminister, Florence Parly.

Tal Afar ligger på forsyningsruten mellem Syrien og den irakiske storby Mosul, som Islamisk stat for nylig blev fordrevet fra.

- Jihadisterne må enten overgive sig eller dø, sagde den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, da han fortalte om offensiven mod Tal Afar.

Byen blev i juni afskåret fra resten af det område, som IS fortsat kontrollerer i Irak.

IS erobrede store landområder i både Irak og Syrien under en lynoffensiv i 2014. Men det selverklærede kalifat blev alvorligt ramt, da irakiske styrker støttet af USA og allierede i sommer trængte ind i Mosul og erobrede kontrol over byen, som er den næststørste i Irak efter Bagdad.

- Tal Afar vil blive befriet. Den vil blive slået sammen med alle de andre befriede byer, sagde Haider al-Abadi, som selv var iført en sort uniform fra de irakiske specialstyrker, da han gav meddelelse om den militære operation ved byen.

Militære ledere fra Irak og USA anslog for en uge siden, at omkring 2000 "kamphærdede" militante er tilbage i Tal Afar.

Koalitionen anslår, at der findes mellem 10.000 og 50.000 civile i og omkring Tal Afar.

/ritzau/Reuters



chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...