EMNER

Iraks næstformand i parlamentet: Forfatningen er vedtaget

Irakerne har vedtaget den nye forfatning, siger parlamentets næstformand, men der tælles stadig stemmer op, siger valgkommissionen

NAJAF:De irakiske vælgere har vedtaget forfatningen, der var til folkeafstemning i lørdags. Det siger Hussein Shahristani, den shiamuslimske næstformand i Iraks parlament, men valgkommissionen vil fortsat ikke sige noget om det endelige resultat. Kommissionen har udskudt den officielle meddelelse om resultatet på grund af rapporter om mulig valgfusk. Kommissionen, der ikke har givet noget tidspunkt for, hvornår resultatet foreligger, siger blot, at der stadig tælles stemmer op. Men Shahristani sagde torsdag i Najaf, at "forfatningen er vedtaget, og et officielt resultat vil snart blive meddelt". - Vi har modtaget de foreløbige resultater fra observatører rundt om i Irak, og den uafhængige valgkommission vil offentliggøre resultatet, erklærede næstformanden, som dog heller ikke sagde noget om, hvornår resultatet kan ventes meddelt. Og mens der blev talt op, indledte Amr Moussa, generalsekretær i Den Arabiske Liga, sit første besøg i Bagdad efter krigen i 2003. Moussa har tidligere sagt, at Irak er på randen af en borgerkrig, og embedsmænd siger, at generalsekretæren med besøget vil prøve at fremme den nationale forsoning. Af sikkerhedsårsager var det præcise tidspunkt for besøget ikke meddelt på forhånd. Tidligere i denne måned besøgte en delegation fra Den Arabiske Liga Irak, og da blev dens kortege angrebet. Tre vagter blev dræbt. Amr Moussa kom til Bagdad på et følsomt tidspunkt for Irak. Der er ikke alene forfatningen, som det sunnimuslimske mindretal er stærkt kritisk over for, og som ifølge iagttagere og mange irakere kan risikere at få oprørerne til at intensivere deres kamp mod den irakiske regering og udenlandske soldater. Moussa er der også på et tidspunkt, hvor den længe ventede retssag imod Saddam Hussein, den styrtede diktator, netop er indledt. Hussein erklærede sig ved rettens åbning onsdag uskyldig, og sagen er nu udskudt til 28. november. Torsdag sagde Mowaffaq al-Rubaie, Iraks nationale sikkerhedsrådgiver, at irakiske styrker har anholdt en nevø til Saddam Hussein på en mistanke om finansiering af oprørere. Torsdag var heller ikke en stille dag i Irak. I Mansour-distriktet i Bagdad blev et barn dræbt og to vagter såret, da en mortergranat slog ned i en skole. I Baquba 65 kilometer nord for Bagdad blev fire civile irakere dræbt, da en selvmordsbomber i en bil angreb en amerikansk militærkonvoj. 14 mennesker blev såret, sagde politiet, mens der ikke umiddelbart var oplysninger om amerikanske tab. I det nordlige Irak saboterede oprørere en olierørledning, der dagligt transporterer 100.000 tønder olie til Tyrkiet. /ritzau/AFP