Iraks regering siger, at andre lande støtter oprørsgrupper

London, søndag /ritzau/AFP Iraks udenrigsminister: Nabolande støtter terrorgrupper i Irak Iraks nye regering vil i denne uge offentliggøre beviser på, at der er forbindelser mellem muslimske ekstremistiske oprørsgrupper og andre lande - deriblandt Iran og Syrien. Den britiske avis Sunday Telegraph citerede i weekenden den nye irakiske udenrigsminister, Hoshyar Zebari, for, at regeringen i Bagdad ligger inde med efterretningsoplysninger om, at både muslimske ekstremister og tilhængere af Saddam Husseins diktatur får støtte af udenlandske regeringer. Zebari nævnte ikke selv, hvilke lande det gælder, men "højtstående kilder" i Bagdad siger til avisen, at "Iran og Syrien er de værste". - Efter at vi er begyndt at undersøge sikkerhedssituationen, har vi set, hvordan udenlandske regeringer har hjulpet terrorister, siger Zebari til Sunday Telegraph. - Hvorfor de gør det, kan vi ikke sige, men vi ved, hvorfra de får deres støtte. Vi har planer om at bringe dette til offentlighedens kendskab inden for få dage, og det vil få stor betydning, tilføjer han i interviewet. Zebari, hvis regering blev indsat for en uge siden, siger, at oprørerne og terrorgrupperne får finansiel støtte, logistisk hjælp samt træning af "regeringsinstanser i nabolande". Bagdad mener, at op mod 10.000 udenlandske spioner og undercover agenter har infiltreret Irak siden krigen i Irak. Zebari "antydede endda også, at Irak måske ikke vil være imod, at amerikanske styrker i Irak foretager angreb på nabolande, hvis disse støtter oprørerne", hedder det i artiklen i Sunday Telegraph added. - Støtte til terrorister vil ramme disse regeringer. Et stabilt og fredeligt Irak er en bedre nabo for dem, understreger han. /ritzau/AFP