Iran åbner dørene til atomanlæg

TEHERAN:Iran har sendt en invitation til en række vestlige diplomater, som præstestyret i Teheran tilbyder en rundvisning på de iranske atomanlæg. USA er ikke inviteret med på rundvisningen og i en erklæring fra det amerikanske udenrigsministerium hedder det, at det iranske udspil ikke kan erstatte et samarbejde med FN. - Formålet med invitationen er at vise, at Iran samarbejder med IAEA, og at landets atomprogram er fredeligt, siger Ramin Mehmanparast, talsmand for det iranske udenrigsministerium. Vestlige stormagter mistænker Iran for at udvikle atomvåben i det skjulte og kræver derfor, at iranerne sætter en stopper for deres uranberigelse./ritzau/

Forsiden