Iran antyder mulig ny kurs i atomstrid

Irans nye ambassadør ved IAEA vil samarbejde om at "overvinde eksisterende uenigheder en gang for alle".

Udland 12. september 2013 14:56 - Opdateret 12. september 2013 14:58

Iran antyder mulig ny kurs i atomstrid

Irans nye ambassadør ved FN's Internationale Atomenergiagentur, IAEA, siger, at han vil samarbejde om at "overvinde eksisterende uenigheder en gang for alle."

Iagttager siger, at erklæringen muligvis er udtryk for en mere fleksibel linje fra Teherans nye administration.

Men ambassadør Reza Najafi gentog også på sit første møde i IAEA mandag, at iranerne ikke vil opgive, hvad det opfatter som deres ret til et fredeligt atomenergiprogram.

Den nye iranske præsident, Hassan Rouhani, siger, at det fremover er udenrigsministeriet i Teheran, der leder iranernes atomforhandlinger med verdens stormagter, skriver nyhedsbureauet Irna.

Forhandlingerne er tidligere blevet ledet af landets øverste nationale sikkerhedsråd.

Teheran har ikke oplyst yderligere detaljer, men erklæringen tyder på, at Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zari, enten selv skal lede fremtidige forhandlinger med USA, Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig og Tyskland.

Eller også vil han udpege en højtstående embedsmand fra ministeriet til at gøre det.

Ifølge en ny FN-rapport har Iran ikke ændret kurs efter indsættelsen af den nye præsident, da Teheran har installeret omkring 1000 avancerede centrifuger til berigelse af uran og er ved at gøre klar til at teste dem.

Det fremgår af en ny rapport fra atomenergiagenturet, IAEA.

Rapporten ventes at øge bekymringen i Vesten over det iranske atomprogram på et tidspunkt, hvor mange havde ventet at se en ny kurs i Teheran efter indsættelsen af Rouhani, der selv er tidligere atomforhandler.

Iran siger, at dets atomprogram udelukkende har fredelige formål, mens Vesten siger, at det har til formål at skaffe landet atomvåben.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...