EMNER

Iran beskylder USA for at stå bag demonstrationer

TEHERAN:Irans åndelige leder beskyldte i dag USA for at skabe uro i landet, efter at regeringsfjendtlige demonstranter havde trodset de iranske myndigheders trusler og for anden dag i træk gennemførte demonstrationer. Ayatollah Ali Khamenei sagde, at USA har erkendt, at det ikke er i stand til at vælte det islamiske styre i Iran med militær magt og derfor "ønsker at skabe uro i Iran....splitte folket og skabe en kløft mellem regimet og folket". I en tale i den sydiranske by Varamin, der blev sendt over de statskontrollerede elektroniske medier, sagde Khamenei, at USA har "set, at utilfredse mennesker og eventyrere ønsker at skabe uro, og hvis de (USA, red.) kan forvandle dem til lejemordere, vil de ikke tøve med at give dem støtte". - Fire mennesker på et gadehjørne hæver deres stemme, og øjeblikkeligt meddeler USA, at det støtter dem, sagde Khamenei. /ritzau/AFP