Iran

Iran indgår aftale om uran

BUSHEHR:Iran har indgået en foreløbig aftale med Rusland om et fælles projekt om uranberigelse. Det sagde den iranske atomchef, Gholamreza Aghazadeh, søndag. Aghazadeh tilføjede dog, at der er behov for yderligere drøftelser om spørgsmålet i de kommende dage. - Med hensyn til dette joint venture har vi opnået en grundlæggende enighed, sagde den iranske atomchef i havnebyen Bushehr i det sydlige Iran. Kort efter fastslog en officiel russisk kilde, at en endelig russisk-iransk aftale skal indebære, at Iran indstiller landets egen plan om uranberigelse. Formålet med de iransk-russiske forhandlinger er at mindske frygten i Vesten for, at Iran vil forsøge at udvikle atomvåben. /ritzau/Reuters