Iran og Rusland indgår atomaftale

TEHERAN:Iran og Rusland indgik i går en aftale om russisk levering af atombrændsel til det iranske kraftværk i Bushehr, som er en havneby i det sydlige Iran. Den iranske atomenergichef, Gholam-Reza Aqazadeh, og hans russiske modpart, Aleksandr Rumjantsev, underskrev tre protokoller under et møde i Bushehr efter to runder forhandlinger i weekenden. USA er stærkt imod aftalen, fordi Bushehr-anlægget efter amerikansk opfattelse kan bruges som dække til at fremstille iranske atomvåben. Dette benægter Iran og erklærer, at det alene har en hensigt om at producere strøm. Den første protokol handler om levering af atombrændsel, og den første sending beriget uran er allerede klar til at blive afskibet fra Sibirien. Det russiske udenrigsministeriums talsmand, Aleksandr Jakovenko, sagde dog søndag ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax, at leverancerne ikke begynder med det samme. Den anden gælder tilbagelevering og oplagring af atomaffald i Rusland, og den skal imødekomme USA's bekymring om, at det berigede atombrændsel kan bruges til atomvåben. Den tredje protokol drejer sig om tidsplanen for leverancerne. Begge parter holdt tidsplanen hemmelig, men de fastslog, at internationale regler bliver overholdt. Netop tidsplanen har været stridsemnet under de afsluttende drøftelser. Iran ville have atombrændsel ved udgangen af maj, men det var efter Ruslands opfattelse for tidligt. Det stod heller ikke klart, hvornår anlægget i Bushehr vil være færdiggjort. Iran håber på, at anlægget kan tages i brug i februar 2006, sådan som parterne tidligere har aftalt. Rumjantsev sagde imidlertid, at alle sikkerhedskrav skal være opfyldt i Bushehr, inden afprøvningen kan foretages. Derfor vil der blive sendt flere russiske eksperter til det russiskbyggede Bushehr-anlæg for at montere de manglende komponenter. Derpå følger en testperiode, inden anlægget på 1000 megawatt og til en værdi af 800 millioner dollar (over 4,5 milliarder kroner) så småt kan tages i brug. Rumjantsev sagde også, at alle internationale konventioner vil blive efterlevet, og han udtrykte forventning om, at selv USA vil indse, at der er tale om et fredeligt projekt. Han undlod imidlertid at kommentere risikoen for, at USA eller Israel vil gennemføre et militært angreb på anlægget. Aqazadeh sagde på det fælles pressemøde med Rumjantsev, at Iran har reserveret en særlig plads til Rusland i forbindelse med iranske planer om at udvikle atomkraft. - Rusland får førsteprioritet i Irans fremtidige planer, sagde Rumjantsev. Han henviste til, at Iran vil øge effekten fra atomkraftværker fra de 1000 megawatt fra Bushehr-værket til i alt 7000 megawatt i løbet af 10 år. /ritzau/dpa