Udland

Iran og Syrien i fokus på München-møde

Irans atomprogram og Syriens fremtid ventes at dominere den årlige sikkerhedskonference i München.

Iran og Syrien i fokus på München-møde

Et tredages møde på højt niveau mellem diplomater, ministre og militære topfolk i München blev indledt fredag eftermiddag samtidig med, at USA advarede Iran mod de fastlåste forhandlinger om landets omstridte atomprogram.

Den afgående amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, har op til konferencen sagt, at Iran er ved at optrappe dets støtte til det syriske regime, og at russerne stadig sender våben til Assad.

Dermed øges spændingerne stadig i regionen, hvor Damaskus netop har truet med at gengælde et påstået israelsk luftangreb.

Den iranske udenrigsminister, Ali Akbar Salehi, ventes også at deltage i konferencen, ligesom EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton.

- USA vil forhindre Iran i at få atomvåben, men vi mener, at der stadig er tid og rum til diplomati i forhold til iranerne, siger den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, som deltager i konferencen i München fra lørdag.

Syrien er et andet af de dominerende temaer på mødet, da landets oprørere skal mødes med ledere fra både USA, Rusland og FN.

Konferencen kan dermed blive ramme om drøftelser mellem USA og Rusland, der begge spiller en afgørende rolle i konflikten. De to lande er på konfrontationskurs i spørgsmålet om, hvorvidt præsident Bashar al-Assad skal spille en rolle i en overgangsregering.

Men Rusland har sendt blandede signaler om mødet. Den russiske viceudenrigsminister, Gennadij Gatilov, dementerede fredag, at et møde var endeligt på plads i den russiske udenrigsministers program.

Det står dog fast, at Joe Biden skal mødes med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov og syriske oppositionsledere.

Biden deltager i sikkerhedskonferencen i München under sin Europa-rundrejse, der begynder i Tyskland og går videre til Frankrig og Storbritannien.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.