Iran skræmmer Vesten med atomgennembrud

Forhandlinger om landets atomprogram i trykket atmosfære

@w:GENEVE: Iran kan nu selv fremstille alt råmateriale til sit atomprogram og er dermed blevet selvforsynende. Sådan lød meldingen fra landets atomchef søndag. Iranerne mødes mandag til samtaler med seks nationer om atomprogrammet, som Vesten frygter er et forsøg på at udvikle en atombombe. Landet har angiveligt selv fremstillet det såkaldte yellowcake, et gult urankoncentrat der kan bruges til at fremstille beriget uran til brug i atomvåben. Dermed er Iran ikke længere afhængig af den import fra udlandet, som blev forhindret af FN's sanktioner. - Vesten havde regnet med, at vi ville komme i bekneb for råmateriale, men i dag har vi fået den første portion yellowcake fra Gachin-minen sendt til Isfahan-anlægget, siger lederen af det iranske atomprogram, Ali Akbar Salehi, til iransk tv ifølge nyhedsbureauet AFP. Ved atomanlægget i Isfahan skal urankoncentratet omdannes til atombrændsel. Irans mål er at blive selvforsynende med atombrændsel inden for fem år, siger Salehi. Meldingen om, at Iran nu har fremstillet yellowcake, skaber "yderligere bekymring" i Washington, siger en talsmand for Det Hvide Hus. - Det rejser yderligere spørgsmål om Irans intentioner og yderligere bekymringer på et tidspunkt, hvor Iran skal tage fat på det internationale samfunds bekymringer, siger talsmanden, Mike Hammer til AFP. Kinas økonomiske interesser Atomekspert Dave Albright siger til den amerikanske tv-station CNN, at Gachin-minen i Iran er for lille til at fremstille alt det yellowcake, der skal bruges til landets atomenergiprogram, men at det muligvis kan bruges i et hemmeligt atomvåbenprogram. Forud for møderne med USA, Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland har iranerne givet en klar indikation om deres strategi. Kineserne er mest tilbageholdende i forhold til at presse Iran, og det udnytter landet. Kina har nemlig økonomiske interesser i klemme. - I 2011 vil de iransk-kinesiske relationer blive bedre, selvom de er fantastiske nu. Tovejs-samhandlen fortsætter, siger Irans ambassadør i Kina, Mahdi Safari ifølge nyhedsbureauet Reuters. - Olieinteresserne er vigtige i den iransk-kinesiske relation, fordi Iran er en stor selvstændig spiller i Den Persiske Golf, siger han. USA og Europa indførte for få måneder siden en række nye sanktioner mod Iran for at inddæmme landet og presse det til at forhandle om sit atomprogram. Disse sanktioner har Kina dog valgt ikke at tage del i. Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, har gentagne gange slået fast, at Irans ret til at berige uran ikke er til forhandling, hvilket betyder, at der ikke er store forhåbninger til mandagens samtaler om iranernes atomprogram. Iran hævder, at dets atomprogram udelukkende skal bruges til at fremstille energi, mens Vesten længe har mistænkt Iran for at være i færd med at udvikle atomvåben. Der har gennem længere tid været forlydender om et forestående israelsk angreb mod Irans atominstallationer, da Israel frygter, at iranerne får held til at udvikle en atombombe, hvilket vil ændre magtbalancen i Mellemøsten dramatisk. /ritzau/