Iran: Trump prøver at skabe splittelse med sanktioner

Irans præsident lover at blive i atomaftalen. Han kalder USA's sanktioner "psykologisk krigsførelse".

USA's præsident, Donald Trump, sagde for nylig, at han godt vil tale med Irans ledere uden forhåndsbetingelser. Men forhandlinger kræver, at man kan stole på hinanden, siger Irans præsident, Hassan Rouhani. Foto: Jonathan Ernst/arkiv/Reuters

USA's præsident, Donald Trump, sagde for nylig, at han godt vil tale med Irans ledere uden forhåndsbetingelser. Men forhandlinger kræver, at man kan stole på hinanden, siger Irans præsident, Hassan Rouhani. Foto: Jonathan Ernst/arkiv/Reuters

Iran er åben over for forhandlinger med USA. Men kun, hvis amerikanerne beviser, at de er til at stole på, til trods for at de har trukket sig fra atomaftalen og nu indfører sanktioner igen.

Det siger den iranske præsident, Hassan Rouhani, i en tale på iransk tv mandag aften.

- Vi går altid ind for diplomati og forhandlinger. Men forhandlinger kræver ærlighed. USA genindfører sanktioner mod Iran og trækker sig ud af atomaftalen, og så vil de forhandle med os, siger Rouhani.

- Hvordan viser de, at de er til at stole på? Ved at gå tilbage til den eksisterende atomaftale, siger præsidenten.

Han betegner ifølge nyhedsbureauet AFP sanktionerne som "psykologisk krigsførelse".

- De vil indlede psykologisk krigsførelse mod den iranske nation og skabe splittelse blandt folket, siger Rouhani.

De amerikanske sanktioner træder i kraft ved midnat amerikansk tid (tirsdag klokken 06 dansk tid).

De vil ramme den iranske regerings opkøb af amerikanske dollar og landets handel med guld, iranske statsobligationer, landets bilsektor samt eksporten af tæpper og fødevarer.

De blev oprindeligt indført af præsident Donald Trumps forgænger, Barack Obama, og de havde stor international opbakning, i årene inden at atomaftalen blev indgået.

Men Trump har ikke kunnet mønstre samme opbakning til at genindføre sanktionerne. Mange af USA's allierede støtter fortsat atomaftalen og kan ikke se, at Iran har overtrådt betingelserne i aftalen.

EU's udenrigschef, Federica Mogherini, og udenrigsministrene fra Frankrig, Tyskland og Storbritannien "beklager dybt" de nye iranske sanktioner fra USA's side, skriver de i en udtalelse mandag.

De fastholder, at atomaftalen med Iran fra 2015 "fungerer og leverer inden for målet" om at begrænse det iranske atomprogram.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.