Iran utilfreds med IAEA og EU om stop for atomprogram

TEHERAN:Den iranske ledelse i Teheran er stærkt utilfreds med FN's Atomenergiagentur, IAEA, og EU's krav om mere åbenhed omkring landets atomprogram og kalder kravene om indskrænkninger i atomplanerne for "uacceptable". Den iranske udenrigsminister, Kamal Kharazi, er også utilfreds med et resolutionsudkast, som Storbritannien, Tyskland og Frankrig har lagt frem, og som skal diskuteres på et rådsmøde i IAEA mandag. - Det er helt uacceptabelt, at sådanne småspørgsmål fortsat holder sagen mod Iran i gang, sagde Kamal Kharazi lørdag vredt. IAEA skal mandag igen diskutere Irans atomprogram, som, en række lande i Vesten med USA i spidsen mistænker, går ud på at udvikle atomvåben. /ritzau/AFP