Iran

Iran vil underskrive atomprotokol torsdag

Teheran, onsdag /ritzau/AF Torsdag bliver muligvis dagen, hvor Iran underskriver den tillægsprotokol, som gør det muligt for FN at foretage grundigere inspektioner af landets atomanlæg. Det sagde Gholamreza Aghazadeh, Irans vicepræsident og lederen af den islamiske republiks atomenergiprogram, onsdag til journalister i Teheran. - Muligvis i morgen, sagde Aghazadeh til spørgsmålet om, hvornår Iran ville underskrive tillægsprotokollen til den atomare ikkespredningstraktat, npt. Med underskrivelsen søger Iran at imødekomme mistanker om, at landets atomenergiprogram også har til hensigt at skaffe landet atomvåben.