Danmark

Iranere: Vi har fået indtil lørdag middag

De sultestrejkende iranere siger, at de har fået indtil lørdag til at forlade kommunale lokaler i København.

Iranere: Vi har fået indtil lørdag middag

De 11 sultestrejkende iranere har nu frem til lørdag, inden de skal være ude af de kommunale lokaler demokratihuset på Vesterbro i København.

Det fortæller en kontakt for iranerne, Karl Aage Angri Jacobsen. Han var til stede, da politiet fredag besøgte asylansøgerne. Han kommer fra foreningen asylret, som yder juridisk rådgivning til asylansøgere.

- Iranerne har fået frist til i lørdag klokken 12, siger han til Ritzau.

Københavns Kommune bad tidligere de iranske asylansøgere om at forlade demokratihuset senest fredag morgen klokken 9. Da det ikke skete, blev iranerne politianmeldt, og politiet dukkede kort tid efter op på adressen

Københavns Politi vil ikke kommentere den nye tidsfrist, men siger, at der er indgået en aftale mellem asylansøgerne, politiet og kommunen.

De 11 iranere er alle afviste asylansøgere, der ikke kan vende hjem, fordi de er konverteret til ikke-muslimske trosretninger. De frygter at blive dræbt, hvis de sendes hjem til Iran.

De afviste asylansøgere har tidligere opholdt sig i Stefanskirken på Nørrebro, men har siden onsdag besat kommunens lokaler i demokratihuset.

Efter politiets visit har Karl Aage Angri Jacobsen haft travlt.

- Vi arbejder på højtryk på at finde en anden løsning nu, siger han.

- En mulig løsning er en campingplads ude i Brønshøj. En anden løsning han være Refshalevej ude bag Christiania. Ingen af dem er optimale, men vi har ikke tid til at være kræsne, siger han til Ritzau.

Politiets pressetalsmand, Lars-Christian Borg, siger, at politiet har haft en "god og rolig dialog" med asylansøgerne og ikke ønsker at sætte iranerne ud med magt.

Men Karl Aage Angri Jacobsen frygter, at politiet vil ty til magtanvendelse overfor de sultestrejkende asylansøgere, hvis de ikke er ude af kommunens lokaler lørdag klokken 12.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst