Anden verdenskrig

Irans præsident: Holocaust en myte

Teheran, fredag /ritzau/Reuters Hitlers forbrydelser imod jøderne er ikke bevist og er en myte, fastslår Irans præsident, Ahmadinejad. USA og Tyskland fordømmer udtalelsen. Den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, erklærer, at holocaust er en løgn. Han kom med udtalelsen, da mange tusinde mennesker var på gaden i Teheran, Irans hovedstad, i anledning af den årlige såkaldte Jerusalem-dag for at vise solidaritet med palæstinenserne. I sin tale til demonstranterne sagde Ahmadinejad, at Iran har en religiøs pligt til at konfrontere Israel. - Påskuddet (holocaust) for skabelsen af den zionistiske stat er falsk. Det er baseret på en mytisk påstand, der ikke er bevist, sagde Ahmadinejad på Teherans Universitet. - Det er en national og religiøs pligt at konfrontere det zionistiske regime, fortsatte han. Ahmadinejad har før stillet spørgsmål til, om holocaust fandt sted, og hans udtalelser er blevet mødt med fordømmelser i omverdenen. Hans seneste erklæring bliver fordømt af USA og Tyskland. - En sådan kommentar tjener kun til at isolere Iran yderligere fra resten af verden, siger Hvide Hus-talsmand Robert Gibbs. - Han er en skændsel for sit land, siger den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, om Ahmadinejad. Omkring seks millioner jøder blev myrdet af Adolf Hitlers tyske naziregime under det, der kaldes holocaust. /ritzau/Reuters