Irans præsident vil flere reaktorer

TEHERAN:Præsident Mahmoud Ahmadinejad gav i går ordre til, at der skal bygges endnu fire atomreaktorer til forskning ud over den, som allerede opererer i Teheran. - Det er blevet anslået, at det er nødvendigt med fire atomreaktorer på fire forskellige steder i landet. Gå ud og byg dem, så vi kan fortsætte vores forskningsaktiviteter, sagde han i en tale i det statslige tv. Udmeldingen fra den iranske præsident kommer på et tidspunkt, hvor spændingerne tager til mellem Iran og Israel. Iransk tv viste tidligere billeder fra et atomanlæg, hvor Ahmadinejad var til stede i forbindelse med, at Iran fyldte hjemmeproduceret atombrændstof på en forskningsreaktor i Teheran. Det betragtes af iranerne selv som et stort fremskridt for landets omstridte atomprogram./ritzau/Reuters

Forsiden