Irans præsident vil stille skyldige for nedskydning til ansvar

Præsident Hassan Rouhani taler med Canadas premierminister og Ukraines præsident om Irans nedskydning af fly.

Irans præsident, Hassan Rouhani, siger, at han fuldt ud anerkender, at nedskydningen af et ukrainsk passagerfly med 176 om bord var en tragedie. Den skyldtes fejl begået af iranske soldater. (Arkiv)

Irans præsident, Hassan Rouhani, siger, at han fuldt ud anerkender, at nedskydningen af et ukrainsk passagerfly med 176 om bord var en tragedie. Den skyldtes fejl begået af iranske soldater. (Arkiv)

TEHERAN:Irans præsident, Hassan Rouhani, har talt i telefon med Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, og Canadas premierminister, Justin Trudeau, og lovet, at de skyldige for nedskydningen af et ukrainsk passagerfly vil blive stillet til ansvar.

Til Trudeau siger Rouhani, at han hilser ethvert samarbejde velkommen, som "kan kaste mere lys over forløbet".

- Alle personer involveret i denne flykatastrofe vil blive bragt til ansvar, fortæller han Zelenskij ifølge AFP.

Rouhani siger videre, at han "fuldt ud anerkender tragedien, som skete på grund af fejltagelser begået af soldater i dette land".

Iran erkendte tidligere lørdag, at flyet var blevet skudt ned af en iransk luftværnsraket. Det blev kaldt en beklagelig menneskelig fejl.

Trudeau sagde til Rouhani, at Irans erkendelse af skyld er et første "vigtigt skridt".

- Men mange flere skridt må tages.

- Vi behøver fuld klarhed over, hvordan en så forfærdende tragedie kunne ske, siger han.

Det ukrainske fly med 176 om bord blev ramt onsdag morgen,. Det var kort efter, det var lettet fra Imam Khomeinis Internationale Lufthavn lufthavnen i Teheran. Samtlige om bord omkom. Omkring 60 af passagerne var hjemmehørende i Canada.

I timerne forinden havde Iran gennemført et raketangreb i Irak. De var rettet mod to baser i Irak med amerikanske soldater.

Det var gengæld for et droneangreb af USA ved lufthavnen i Iraks hovedstad, Bagdad, som dræbte den iranske topgeneral Qassem Soleimani.

Zelenskij har i et opslag på Facebook lørdag krævet, at Iran udover at straffe de skyldige også betaler erstatning.

11 af ofrene for nedskydningen af det ukrainske Boeing 737-800 var fra Ukraine. 17 af de døde kom fra Sverige.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.