Udland

Irans valuta styrtdykker

Irans valuta falder 17 procent, og det er et tegn på, at sanktioner nu bider for alvor.

Irans valuta styrtdykker

Irans valuta er mandag styrtdykket med mindst 17 procent over for dollaren, siger flere medier og valutahjemmesider i Iran.

Dykket kommer, efter at den iranske rial er faldet konstant over de seneste måneder.

Det er formentlig de internationale sanktioner, der skal forhindre Iran i at få atomvåben, som nu bider med voldsom kraft.

Kun få minutter efter, at et fald på ni procent var noteret på hjemmesiden mazanex.com mandag formiddag, blev alle yderligere tal censureret bort.

Sidst på eftermiddagen skrev medierne om faldet på 17 procent. Nyhedsbureauet Mehr skrev 18 procent.

Ifølge Mehr landede kursen på 35.000 rialer til en dollar.

Inden tallene blev mørkelagt, blev en rial handlet til 32.500 i forhold til dollar.

Så sent som i juni sidste år blev en rial handlet til 12.000 i forhold til dollar.

Den svækkede valuta betyder, at det gør importvarer ekstremt dyre. Samtidig har USA og EU's sanktioner over for Iran gjort det svært for regimet at sælge landets vigtigste eksportvare, olie.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.