Trafikulykker

Ironman: Førende rytter kørt ned af bilist

Favoritten til at vinde DM i halv ironman i Aalborg, Henrik Hyldelund, blev torpederet af bil, da han førte konkurrencen midtvejs

For to uger siden så Henrik Hyldelund sådan ud, da han vandt KMD 70.3 Ironman Aarhus. Foto: Bo Amstrup
For to uger siden så Henrik Hyldelund sådan ud, da han vandt KMD 70.3 Ironman Aarhus. Foto: Bo Amstrup Scanpix Denmark

Opdateret kl. 16:19

AALBORG: Henrik Hyldelund lå forrest af alle deltagerne ved dette års DM i halv jernmand, da han blev ramt af en modkørende bil, mens han var på vej ud af et sving på sin cykel.

Henrik Hyldelund var løbets store favorit, men måtte på grund af sammenstødet udgå af konkurrencen, da hans cykel blev ødelagt og han selv godt forslået.

Den senere vinder af løbet, 20-årige Thomas Strange Hansen, lå lige bag ved Henrik Hyldelund, da uheldet skete.

- Jeg var 20 meter bag ham, da vi kom rundt i et højre sving, hvor der så kommer en bil kørende imod os. I stedet for at bilen holder sig inde i højre side af vejen, så trækker den ud midt på vejen. Henrik var begyndt at svinge, så han havde ikke en chance. Han ryger lige over kølerhjelmen og to meter op i luften, fortæller Thomas Strange Hansen til NORDJYSKE kort efter løbets afslutning.

Held i uheld

Henrik Hyldelund slap meget heldigt fra sammenstødet. Værst gik det ud over hans cykel.

- Min bagskifter havde fået et ordentligt slag, så jeg kunne ikke skifte gear. Men jeg tror, det var fornuftigt, at jeg valgte at trække stikket, for jeg har fået nogle knubs og kan godt mærke, at min ryg bliver mere og mere øm, så jeg tager en tur forbi skadestuen senere i dag, lød det fra Henrik Hyldelund, da NORDJYSKE fangede ham i målområdet.

Sidste år lå Henrik Hyldelund også til at blive DM-mester i Aalborg, men blev overhalet 200 meter før målstregen. Det var derfor også en tydeligt ærgerlig Henrik Hyldelund, der måtte udgå midtvejs i konkurrencen søndag.

- Det er pisseuheldigt og ærgerligt, for det ikke var min egen skyld. Jeg havde virkelig sat næsen op efter at vinde, som jeg også mener, at jeg havde haft gode muligheder for, siger Henrik Hyldelund.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden