Fodbold

Irriteret Bayern-træner tror stadig på mesterskabet

Bayern snublede i lørdagens kamp og tabte. Holdet er ny syv point efter Dortmund i det samlede regnskab.

Leon Goretzka (tv.) scorede Bayerns eneste mål i 1-3-nederlaget til Bayer Leverkusen. Træner Niko Kovac (th.) er irriteret over nederlaget, der sender Bayern syv point efter Dortmund i tabellen.

Leon Goretzka (tv.) scorede Bayerns eneste mål i 1-3-nederlaget til Bayer Leverkusen. Træner Niko Kovac (th.) er irriteret over nederlaget, der sender Bayern syv point efter Dortmund i tabellen.

MüNCHEN: Håbet om endnu et tysk mesterskab til storklubben Bayern München svinder.

Lørdag snublede holdet mod Bayer Leverkusen og tabte 1-3, og det er nu syv point efter topholdet Borussia Dortmund.

Samtidig vandt Mönchengladbach sin kamp med 2-0 over Schalke og stjæler dermed andenpladsen fra Bayern.

Alt i alt en dårlig lørdag for de regerende tyske mestre, mener cheftræner Niko Kovac, der dog glæder sig over, at det kun lykkedes Dortmund at få uafgjort i sin kamp mod Eintracht Frankfurt.

- Den eneste positive ting er, at Dortmund ikke fik tre point. Men nu er vi syv point bagefter, og det er ikke et lille antal.

- Vi er nødt til at udnytte de resterende kampe, hvilket ikke bliver let, men vi vil ikke give op. Vi tror stadig på det og vil blive ved med at arbejde for det, siger han.

Det lykkedes ellers Bayern-mandskabet at komme foran i lørdagens kamp, og efter første halvleg var stilling 1-0. Men så gik det galt. Leverkusen havde fire skud på mål, og tre af dem gik ind.

- Vi skulle have ført med mere efter første halvleg. Det der skete, er lige præcis det, jeg ikke ville have.

- De mål, vi indkasserede, skulle ikke være sket, som de gjorde, så vi skal være irriteret på os selv. Resultatet afspejler ikke kampen, og vi skulle ikke have tabt, siger Kovac.

For at gøre det hele værre for Bayern, er det endnu uklart, om holdets anfører, målmand Manuel Neuer, bliver klar til de kommende kampe, efter han pådrog sig en skade i sin tommelfinger til træning i sidste uge.

Derfor var det i lørdagens kamp 30-årige Sven Ulreich, der vogtede målet i sin første kamp i sæsonen for klubben.

- Tommelfingeren (Neuers, red.) er rigtig fed, men på en eller to dage kan det se anderledes ud, og han kan være klar til at spille.

- Selvfølgelig var jeg glad for at kunne spille igen, men det var sure nyheder for Manuel, siger Sven Ulreich.

Bayern skal i kamp igen onsdag i pokalturneringen mod Hertha Berlin. Næste lørdag gælder det Schalke i ligaen.

Klubben har vundet det tyske mesterskab de seneste seks år.

/ritzau/AFP/