Fodbold

Irsk landstræner fryder sig over dansk deler i Georgien

Mick McCarthy fortæller, at hans spillere ærgrede sig, da Georgien misbrugte frispark i 0-0-kamp mod Danmark.

Mick McCarthys irske landshold fører kvalifikationsgruppe D med Danmark og Schweiz på de næste pladser. Kun de to bedste hold i gruppen får adgang til næste års EM.

Mick McCarthys irske landshold fører kvalifikationsgruppe D med Danmark og Schweiz på de næste pladser. Kun de to bedste hold i gruppen får adgang til næste års EM.

DUBLIN:Irlands muligheder for at kvalificere sig til næste års fodbold-EM har fået et ekstra løft, efter Danmark og Georgien mandag tog point fra hinanden i Tblisi ved at spille 0-0.

Pointdelingen betyder, at landstræner Mick McCarthys mandskab holder fast i kvalifikationsgruppens førsteplads foran Danmark og Schweiz.

McCarthy mener, at georgierne fik skabt en jævnbyrdig kamp og kunne have taget sejren.

- Georgien har et godt hold. De spillede på hjemmebane, og resultatet viser mig, hvor svært det er at vinde på udebane i denne gruppe, siger McCarthy til avisen Irish Times.

Han så kampen sammen med de irske landsholdsspillere, der ærgrede sig højlydt, da georgierne brændte en chance i slutminutterne.

- Georgien kunne endda have vundet, hvis de havde udnyttet et frispark, som blev sendt lige på Schmeichel til sidst. Det var en del råb i rummet, da det skete.

- Tag ikke fejl. Jeg glæder mig over det uafgjorte resultat, men vores opgave er fortsat at gå ud og hente point til oktober, siger landstræneren.

12. oktober skal Irland til Georgien, mens Danmark får besøg af Schweiz.

Irerne topper EM-kvalifikationsgruppe D med 11 point for fem kampe foran Danmark med 9 point. Schweiz har spillet en kamp færre og har 8 point.

Ud over en hjemmekamp mod Schweiz mangler danskerne fortsat at møde Irland på udebane og Gibraltar i København.

Schweiz og Irland skal desuden møde hinanden i en kamp, der skal spilles i Schweiz.

De to bedste hold fra gruppen kvalificerer sig til næste års EM. Skulle det ende med en tredjeplads for Danmark, så er der også mulighed for at spille sig til slutrunden via Nations League.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst