Fodbold

Irsk landstrænerduo stopper med øjeblikkelig virkning

Den irske landstræner Martin O'Neill forlader sit job. Det samme gør assistenttræner Roy Keane.

Martin O'Neill (til højre) og Roy Keane (i midten) har stået i spidsen for det irske fodboldlandshold siden november 2013.

Martin O'Neill (til højre) og Roy Keane (i midten) har stået i spidsen for det irske fodboldlandshold siden november 2013.

DUBLIN:Martin O'Neills tid som cheftræner for det irske fodboldlandshold er forbi.

Landstræneren er blevet enig med Det Irske Fodboldforbund (FAI) om at stoppe med øjeblikkelig virkning.

Det samme er assistenttræner Roy Keane.

Det oplyser FAI.

Trænerduoens stop kommer efter et 2018 uden sejre i betydende kampe. Så sent som i mandags blev det 0-0 mod Danmark i Nations League.

Deltagelsen i den europæiske landsholdsturnering har generelt ikke været nogen succes for Irland, der sluttede sidst i sin gruppe og dermed rykker ned i tredjebedste lag.

O'Neill og Keane overtog styringen af det irske landshold i 2013 og førte blandt andet holdet til ottendedelsfinalen ved EM-slutrunden i 2016, hvor det blev til et 1-2-nederlag til værterne fra Frankrig.

- Jeg vil gerne takke Martin, Roy og trænerstaben for den indflydelse, de har haft på det irske landshold, siger FAI-direktør John Delaney.

- Der har været mange højdepunkter i Martins tid - ingen større end EM 2016 i Frankrig, der vil leve længe i alle irske fans' hukommelse.

Martin O'Neill og Roy Keane stod i spidsen for det irske landshold i 55 kampe, hvoraf 19 blev vundet.

Mandagens uafgjorte resultat mod Danmark var fjerde kamp i træk, at det irske landshold ikke formåede at score.

2018 har kun budt på en enkelt sejr i ni forsøg. Den kom, da USA i juni blev besejret med 2-1 i en venskabskamp.

Martin O'Neill har tidligere stået i spidsen for blandt Sunderland, Aston Villa, Celtic og Leicester.

Roy Keanes trænerkarriere har budt på ophold i Ipswich og Sunderland samt et assistenttrænerjob i Aston Villa.

/ritzau/