Europæiske union

Irsk udenrigsminister ser gode chancer for brexitaftale

Visse grænseposter mellem Irland og Nordirland er uundgåelige, mener den irske udenrigsminister.

Den irske udenrigsminister, Simon Coveney, siger, at der er gode chancer for at få en brexitaftale i land - måske i denne måned. Foto: Angela Weiss/arkiv/Ritzau Scanpix

Den irske udenrigsminister, Simon Coveney, siger, at der er gode chancer for at få en brexitaftale i land - måske i denne måned. Foto: Angela Weiss/arkiv/Ritzau Scanpix

Irlands udenrigsminister, Simon Coveney, siger, at der er gode chancer for at få en brexitaftale i land - måske i denne måned.

En af de største knaster i forhandlingerne mellem EU og Storbritannien er fremtidens forhold på grænsen mellem Irland og det britiske Nordirland.

- Visse grænseposter er uundgåelige, hvis Storbritannien forlader det indre marked og toldunionen, siger Coveney i et interview med tv-stationen Sky.

- Men jeg tror, at chancerne for en aftale er gode, fordi konsekvenserne ved ikke at få en tilbagetrækningstraktat er meget, meget negative for Storbritannien og også for Irland og mange lande i EU, siger han.

Han siger, at der er færdiggjort omkring 90 procent af forhandlingerne om en traktat.

- En aftale kan komme i stand i denne måned, hvis der er politisk vilje på begge sider, understreger Coveney.

Han udelukker dog ikke, at forhandlingerne kan blive dramatiske.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, sagde lørdag, at chancen for en brexitaftale er blevet større i de seneste dage.

I udtalelser til Østrigs presse sagde Juncker, at han ikke er sikker på, at en aftale kan nå at komme i stand i oktober, men at det kan ske i november.

Også EU-præsident Donald Tusk siger, at det er muligt at få en aftale på plads. Men han siger, at det måske først sker i slutningen af 2018.

- Vi vil forsøge at få en aftale i stand i oktober. Og jeg tror, at der er en chance for, at vi vil have en aftale sidst på året, sagde Tusk i kommentarer, der blev fremsat lørdag i korridorerne ved en konference i Krakow i Polen.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, er inviteret til at tale om brexit til de 27 EU-ledere den 17. oktober ved en middag i forbindelse med det kommende topmøde.

Diplomater har lagt op til, at de politiske ledere kan forhandle natten igennem for at finde frem til hovedlinjerne for en aftale, inden EU-topmødet efter planen slutter den 18. oktober.

Storbritannien forlader efter planen EU fredag den 29. marts 2019 ved midnat.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst