Irske Jeff Hendrick forklarer unfair spil mod Danmark

Den irske fodboldspiller Jeff Hendrick siger, at han ikke så, at en af hans holdkammerater lå skadet.

Jeff Hendrick brændte den friløber, han fik, efter at han tog bolden fra Thomas Delaney i Nations League-kampen mellem Irland og Danmark. Foto: Clodagh Kilcoyne/Ritzau Scanpix

Jeff Hendrick brændte den friløber, han fik, efter at han tog bolden fra Thomas Delaney i Nations League-kampen mellem Irland og Danmark. Foto: Clodagh Kilcoyne/Ritzau Scanpix

Der blev råbt om fairplay i fodboldkampen i Nations League lørdag mellem Danmark og Irland, efter irske Jeff Hendrick fik en friløber mod det danske mål.

Episoden fandt sted, da Hendrick i starten af kampen tog bolden fra Thomas Delaney, der af de irske spillere var blevet bedt om at sparke bolden ud over sidelinjen, da Irlands Harry Arter lå skadet på banen.

Det var ikke i orden, mente de danske spillere, men ifølge Jeff Hendrick, havde han hverken set eller hørt, at der var en irsk spiller i græsset.

- I mine øjne tog Delaney bare farten ud af spillet, og jeg så mit snit til at sætte en tackling ind. Jeg kunne selvfølgelig ikke se, hvad der skete bag mig.

- Efterfølgende blev jeg fortalt, at Harry (Arter, red.) var nede med en skade. Det var nok lidt for let, at jeg tog bolden fra ham (Delaney, red.), og jeg burde måske have vidst, at der var noget i gærde, sagde Hendrick ifølge BT til Kanal 5 efter kampen.

Han fortalte til tv-stationen, at han ikke ville tage den risiko at stoppe med at spille, hvis der nu ikke var en grund til det.

- Oppe i mit hoved vidste jeg måske godt, at der var noget galt, men dommeren fløjtede aldrig. Og siden vi var børn, er vi blevet fortalt "lad være med at stoppe med at spille, indtil dommeren fløjter".

- Og det blev danskeren næsten straffet for. Jeg burde have straffet ham, siger Hendrick til Kanal 5.

Ireren fik ikke scoret på sin friløber, da han alene med den danske målmand, Kasper Schmeichel, fik sparket bolden ved siden af mål.

Kampen mellem Danmark og Irland endte 0-0. Resultatet betyder, at Danmark topper sin gruppe med fire point efter to kampe foran Wales på andenpladsen med tre point og Irland som nummer tre med et point.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.