Is og sne på bilruder kan blive dyrt

Hvis du er doven med isskraberen på dine bilruder, kan det komme til at koste dig dyrt.

Ligefrem logisk er det måske ikke, men du må altså godt køre med så mange julegaver på bilens bagsæde, at du ikke kan se ud af bagruden - men hvis er det is og sne, der hindrer udsynet, så falder fars hammer, eller nærmere færdselspolitiets. Det forklarer advokat Povl Andersen fra FDM - omend ikke lige med de ord. Han tilføjer, at færdselslovens bogstav og retspraksis på området kan koges ned til, at man bør gøre, hvad man kan for at køre så sikkert som overhovedet muligt i trafikken. For eksempel at ved at fjerne sne og is fra alle bilens ruder. Advokat Povl Andersen oplyser, at den relevante paragraf i færdselsloven er nummer 67, som handler om, at et køretøj skal være således indrettet og holdes i en sådan stand, at det kan benyttes uden fare og ulempe for andre samt uden skade for vejene. - Det er altså en generalklausul, hvor man skal ind og se på retspraksis for at afgøre, hvad der er tilladt og hvad der ikke er. - Af dommene kan man se, at en bilist skal gøre, hvad han kan inden for rimelighedernes grænse for at sikre det bedst mulige udsyn, men at en bil også kan bruges til accepterede formål, selv om de gør det svært at se ud af de bageste sideruder og bagruden. Povl Andersen nævner som eksempel, at man godt må have spændt en campingvogn efter bilen, selv om det fuldstændig hindrer udsynet gennem bagruden. - Man må også godt fylde en stationcar op med sønnens indbo, selv om det tager udsynet gennem sideruder og bagruder. Det er såkaldt anerkendelsesværdige formål. - Men derimod må man altså ikke køre med disse ruder dækket af is og sne, fordi det er ret let at fjerne det og dermed opnå et bedre udsyn, siger Povl Andersen og minder om, at det også gælder sidespejlene.