Udland

Isaac vander tørkeramte amerikanske stater

Den tidligere orkan Isaac er stadig i live. Nu spreder den glæde ved at regne over tørkeramte stater i USA.

Isaac vander tørkeramte amerikanske stater

Efter at have udløst ødelæggelser langs USA's kyst ved Den Mexicanske Golf lader den nu tidligere orkan Isaac regn falde over de tørkeramte amerikanske delstater i Midtvesten.

Delstaterne Arkansas, Missouri og den sydlige del af Illinois har allerede fået livgivende dråber fra Isaac, der nu er en storm.

Senere lørdag lokal tid kan staterne Indiana og Ohio - ifølge meteorologerne - vente nedbør.

Isaac gik i land i sent tirsdag i Louisiana, Mississippi og delvist Alabama. Da var den en orkan, og den slap op til en halv meter vand over regionen.

Fire mennesker omkom i forbindelse med orkanen. Hundredtusinder af mennesker står ifølge CNN fortsat uden strøm, og det er buldrende varmt i området, over 30 grader celsius.

I øjeblikket oplever USA en af de værste tørkeperioder i mands minde.

Over 60 procent af de amerikanske delstater - bortset fra Alaska og Hawaii - er ramt af tørken.

Mississippi-floden var på et tidspunkt så lavvandet, at flodtrafik i nogle dele af floden blev indstillet.

Tørken har også bidraget til at presse prisen på afgrøder som sojabønner i vejret.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst