Sæby

Isen er 16 centimeter tyk!

SÆBY:Hvert år til jul sender Danmarks Radio Disney Juleshow, hvor der blandt andet er lejlighed til at stifte bekendtskab med Bambi og Stampe på glatis. Hvem husker ikke scenen, hvor Stampe i dén grad stamper hårdt og hurtigt på isen og konstaterer højtråbende og nærmest læspende, at "vandet er stift!" Og netop det faktum, at vandet er blevet til is glæder en gruppe ivrige skøjteløbere i Gybels Plantage i Sæby, hvor der bliver tid til både skøjteløb i fri dressur, men også til intense ishockeykampe, hvor et par støvler udgør det ene mål. Søren Højbjerre går i 10. klasse og bor tæt på plantagen. Han elsker at stå på skøjter, og så er det godt at have en far, der sørger for, at det er forsvarligt at bruge isen til fede fritidsglæder. - Min far har netop være nede med en boremaskine. Derfor ved vi, at isen er cirka 15 til 16 centimeter dyb, siger Søren Højbjerre, der har prøvet at spille ishockey til klokken to om natten. Det kræver imidlertid en projektør, men sådan én er der ikke kommet op i år. Men eftersom der er udsigt til en isvinter var det måske noget for teknisk forvaltning i Sæby Kommune at sponsorere noget lys til raske piger og drenge i Gybels Plantage, så der også kan løbes på skøjter efter mørkets frembrud!