Naturvidenskab

Isens børn og de hvide mænd

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Robert E. Peary II - nu igen Hivshu - er filmens fortæller og nutidens opdagelsesrejsende i historien.

FILM ”The prize of the pole” # # # # ¤ ¤ Den amerikanske eventyrer og opdagelsesrejsende, Robert E. Peary var første hvide mand på Nordpolen. Der plantede han det amerikanske flag sammen med en gruppe eskimoer i 1909 og afsluttede dermed en række af mere eller mindre ulyksalige ekspeditioner i kampen om at komme først. Men flaget var ikke det eneste, Peary efterlod sig i polarlandet. Han efterlod også to børn, han havde med en grønlandsk kvinde - og han efterlod en tragedie af savn, død og fortvivlelse, det sidste i videnskabens og grådighedens navn. Alt dette samler svenskeren Staffan Juléns timelange dokumentarfilm i sin dramatiske, pinefulde fortælling i meget smukke billeder og kloge, sagtmodige ord. ”The prize of the pole” kalder han den - en flertydig titel: Prisen i betydningen præmien, omkostningen - eller offeret/udbyttet. Den dansk opdragede grønlænder Hivshu fører os gennem historien. Han har taget navnet Robert E. Peary II, fordi han er oldebarn af den amerikanske opdagelsesrejsende, og han er nu på jagt efter den sande historie om både sin forfar og om de handlinger, han udførte - som der stadig fortælles historier om i det nordgrønlandske Thuleområde. Sådan er filmens fortælletråd. Men den er meget mere. Der er et righoldigt billedmateriale og masser af filmklip helt tilbage fra for over 100 år siden, da disse ting virkelig forgik. Det er brugt med stor sans for både drama, stoflighed og dokumentationsværdi, og der forlener filmen med en historisk dybde, der samtidig spiller tæt sammen med den enkle omstændighed, at polarlandets landskab er stort set uforandret af de 100 år, der er gået. Men historien om de mennesker, der færdedes i området i de 100 år er ikke nær så ren og uforanderlig. Peary levede i opdagelsesrejsernes tid, men også i en tid og et land, der krævede at de opdagelsesrejsende selv skaffede sig midler til deres eventyr. Og der skulle mange penge til. En hel del af dem skaffede man sig fra museer og universiteter, der kunne nyde godt af både fund og opdagelser. En anden del blev skaffet ved at hjembringe og sælge værdifuldt materiale: F. eks. eksimo-kranier eller hele skeletter. Dem var Peary en flittig leverandør af i lighed med mange andre samtidige. Det var en tid, hvor man udstillede pygmæer og eskimoer på museer og i zoologiske haver. Og det er indgangen til filmens egentlige tragedie: Historien om den lille grønlandske dreng, Minik. Han boede på den boplads, hvor Peary overvintrede år efter år og havde sin grønlandske familie. Den store amerikaner levede nemlig et dobbeltliv - han havde også kone og børn hjemme i New York, og de vidste intet om det liv, han levede når han var væk. Filmen antyder kraftigt, at erotikken i snehytternes bjørneskind og i det hele taget den uspolerede glade moral og seksualitet, der var så karakteristisk for det grønlandske folk, er en vigtig grund til, at polarfarere næsten altid bliver ved og ved med at vende tilbage til de vidtstrakte og kolde egne. Det er ikke kun de grænseløse vidder udendørs, der lokker - det er også det grænseløse liv inden døre. Men Peary havde store problemer - hans penge rakte ikke. Han måtte og skulle skaffe midler til et sidste fremstød mod polen, hvis han skulle krone sine mere end 20 års bestræbelser med en sejr. Løsningen blev at hjembringe en eksimofamilie til American Museum of Natural History i New York, hvor de dels kunne udstilles, dels blive forskningsobjekter. Egentlig skulle det bare have været drengen Minik på otte år, et usædvanlig begavet barn. Men det endte med at hans far og kusine og tre andre også kom med. Interessen var enorm - men det var miljøpåvirkningen også. Miniks far døde allerede efter få måneder, siden fulgte de andre en efter en, indtil Minik var alene tilbage og blev adopteret af museumsdirektøren. Historien er bizar og bekræfter til fulde, hvor arrogant og herrefolksagtigt, den såkaldte hvide mand altid har optrådt over for andre folkeslag. Grumhederne og overgrebene er filmens historie, og de skal ikke gengives her - men opleves i deres sammenhæng og fortalt af de blide, lattermilde grønlandske stemmer, der er filmens. ”I det her land bygger I huse til katte og hunde, men ingen vil hjælpe en stakkels ensom eskimodreng”. Ordene er Miniks. Han søgte tilbage til Grønland - men nu var han amerikaner. Han døde som skovarbejder i Canada 31 år. Robert E. Peary II er 51. Han har nu taget sit grønlandske navn, Hivshu, tilbage. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk @Brød.9.u-indryk.3-fede-ord: { Originaltitel: The Prize of the pole Danmark 2007. Instruktør: Staffan Julén 58 min, till. f. alle. Biffen, Aalborg