Hadsund

Isglatte veje overraskede billister

NORDJYLLAND:Fem bilister blev lørdag eftermiddag overrasket af det glatte føre. De endte alle i soloulykker ved henholdsvis Hou, Farsø, Hadsund og Hvalpsund. Alle uheld var forårsaget af de isbelagte veje. Vagtchefen ved Nordjyllands Politi oplyser, at uheldene begyndte klokken 17, da solen var gået ned, og temperaturen hurtigt faldt og gjorde våde veje isglatte. Ingen kom alvorligt til skade, og kun ved Hou blev de implicerede bragt til skadestuen til et ekstra tjek og behandling for lettere knubs. Ved netop Hou var der særlig fare for at komme galt af sted. To af bilerne forulykkede nemlig uafhængigt af hinanden på nøjagtig samme sted lige uden for Hou. - Det er ikke på grund af dårlig sigtbarhed eller andet, men der bliver altid meget glat på lige netop det sted, og der sker altid ulykker, når der bliver glat, forklarede vagtchefen. Han varsler desuden, at der søndag fortsat vil være lige så glat og opfordrer folk til at køre efter forholdene. - Kig på bilen. Er der is på den, er der også is på vejen, og så er bremselængden noget længere. Så kør langsomt og hold god afstand, lyder rådene.